Fortsæt til indhold

Fæstningsbyen fortsætter flot forvandling

Samfund
Arkiv

Siden Fredericia tilbage i december 2012 modtog en donation på 50 millioner kroner af A. P. Møller Fonden til facaderenoveringer i bymidten, har byen oplevet et sandt bevaringsboom, som også fortsatte i 2016. I alt har 92 projekter fået tilskud fra Bevaringsfonden, hvoraf 51 står færdige og pryder gadebilledet.
I juni 2016 donerede A. P. Møller Fonden yderligere 50 millioner kroner til Fredericia. Heraf går 35 millioner kroner til byens helt store vartegn volden, som ved årets udgang ligger på tegnebrættet hos fem udvalgte arkitektteams. 15 millioner kroner går til at fortsætte arbejdet i Bevaringsfonden.
”Vi oplever stadig en stor interesse for at renovere med respekt for den oprindelige arkitektur, så vi er selvfølgelig meget glade for, at flere nu har muligheden for at søge om tilskud i Bevaringsfonden til at føre deres projekter ud i livet. Byen bliver både smukkere, og så får den et væsentligt kvalitetsløft," siger næstformand i Bevaringsfondens bestyrelse,
borgmester Jacob Bjerregaard, i en pressemeddelelse.
De mange stilladser i bymidten taler deres tydelige sprog. Ved udgangen af 2016 er 22 byggeprojekter i gang, og i løbet af foråret 2017 forventes yderligere 19 projekter at starte op.
I 2016 måtte Bevaringsfondens bestyrelse tage afsked med afdøde Jean Freddy Brahe, der som By- og Planudvalgsformand sad med i bestyrelsen. Den nye formand for udvalget Steen Wrist Ørts er tiltrådt i hans sted.
Alt tyder på, at bevaringsboomet inden for voldene fortsætter i 2017. Alle ansøgere tilbydes en forhåndsdialog, inden ansøgningsmaterialet færdiggøres og sendes ind til behandling i Bevaringsfonden. Det har allerede 10 potentielle ansøgere valgt at benytte sig af inden næste ansøgningsrunde, der har frist den 6. februar.