Fortsæt til indhold

Freja Ejendomme lægger fængsels-plan

Områdets muligheder skal kortlægges, og det skal blandt andet ske med en arkitekt-konkurrence

Samfund
Finn Due Larsen

Hvad byder fremtiden egentlig på for det gamle Statsfængsel ved Vridsløselille?
Det er det åbne spørgsmål, efter de 157 år gamle bygninger i et års tid har været benyttet som udrejsecenter for afviste asylansøgere. Dermed blev der sat en bremse for Albertslund Kommunes visioner om at omdanne fængslet og grunden til en attraktiv del af en ny Albertslund Midtby.
Som tidligere omtalt i AP har det faldende asyltal sat gang i spekulationer om, hvorvidt fængselsområdet kan benyttes af kommunen, som oprindeligt lovet. Men indtil nu har man fra regeringens side slået fast, at udrejsecentret fortsætter "indtil videre".
På trods af de uklare udsigter har Freja Ejendomme sat gang i en proces, der skal munde ud i en plan for området - når og hvis det udfases fra Kriminalforsorgen til Freja.

Konkurrence og workshops

På det seneste møde i udvalget for udvikling af Albertslund Midtby fik politikerne fremlagt et notat, hvor det fremgår, at Freja Ejendomme sammen med Albertslund Kommune gerne vil have "nogle første billeder på områdets muligheder og udfordringer, der kan bruges i den videre proces", som det udtrykkes.
Samt at man planlægger en arkitekt-konkurrence og en række workshops om området.

Hvilken udviklingsplan?

AP har spurgt i Freja Ejendomme, hvilke muligheder og udfordringer man ser for området. Til det svarer udviklingsdirektør Carsten Rasmussen:
"Vi ser først og fremmest muligheden for at gøre området tilgængeligt som meget vigtigt. At skabe sammenhænge til og over Roskildevej, mod stationen og til de øvrige naboområder. En udfordring bliver at vurdere hvorvidt eller i hvilket omfang de eksisterende bygninger rummer værdier, der kan arbejdes videre med. Det bliver en vigtig forudsætning for den samlede udvikling, at få vurderet om der er interessenter, brugere og ikke mindst investorer til at ”løfte” sådanne bygninger."
Videre står der i notatet, at Freja Ejendomme vil ”skabe et kvalificeret grundlag for drøftelser om en udvikling af området, der skal resultere i en udviklingsplan, der udarbejdes i en tæt dialog med Albertslund Kommune”.
Adspurgt om hvad en sådan udviklingsplan burde indeholde, set fra Freja Ejendomme, svarer Carsten Rasmussen:
"En udviklingsplan bør rumme forslag til konkrete anvendelser, hvilket bymiljø der skal skabes og hvilke bytopologier og tætheder man kan arbejde med. Samtidig bør den rumme en beskrivelse af hvorledes området indskriver sig i øvrige visionsplaner for Albertslund og hvorledes vi i fællesskab udvikler med interessenter, borgere og politikere."

Mange ressourcer?

"Når nu fængselsgrundens fremtid er så uvis, hvad er så baggrunden for, at Freja Ejendomme alligevel vælger at sætte denne proces i gang? Er det ikke mange ressourcer at bruge på noget, som det er usikkert om det overhovedet bliver til noget, og hvis det gør, kan ligge flere år frem i tiden?"
"Processen vedrørende lukning og erhvervelse af ejendommen er tidligere fremskreden, så vi har valgt ikke at miste kadence og at få os bedst muligt forberedt til den dag vi reelt kan arbejde med planlægning og projekt", siger Carsten Rasmussen, og fortsætter:
"Vi har ikke skrevet notatet og det lyder rigtig nok meget formelt og kostbart med ”arkitektkonkurrence” etc. Men sandheden er, at vi gennemfører et ”parallelopdrag” dvs. at fire rådgivere parallelt giver (læs: er betalt for) deres umiddelbare ideer. Vi har heller ikke en dommer komité, men i stedet en vurderings komité, der giver alle forslagene en kommentering og ved workshops peger de på netop udfordringer og muligheder, som vi ønsker bedst muligt belyst."
Han tilføjer, at der ikke udpeges en vinder endeligt, men at Freja Ejendomme vil bruge ideerne som et katalog i forhold til de senere drøftelser.