Fortsæt til indhold

Kendt debattør kritiserer studenterforenings invitation til Aleppo-bar

Forening lægger sig fladt ned, og landskendt journalist og debattør sletter tweet

Samfund
Danni Paulsen

"Kom med KP til et brag af en fest i det eksklusive Aleppo - den sønderbombede by hvor FN aldrig lukker festen"
Sådan lyder starten på en sort invitation, som bærer præg af at være inspireret af Islamisk Stats sorte flag.
Invitationen står Kritisk Profil, en studenterforening under Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, bag.
"Der er krig i gaden, russiske JägerBombs tæppebomber festen, rebeller kaster granat(æble)-shots i nakken på dig og regimet byder på en dugfrisk Bashar-Øl-Assad. Hvis disse konventionelle forfriskninger og krigens love bliver for kedelige, kan du krydse Obamas røde linje og forkæle dig selv med kemiske forfriskninger. Her byder Aleppo-Bar på Gin&Tonic (god mod kurdere) og sambuca gas chamber (særligt anvendeligt mod oppositionen)," skriver studenterforeningen og slutter:
"Vi glæder os til at se jer i ruinerne for enden afforeningsgange. Aleppo-Bar is on fire!"

Vrede fra journalist og debattør

Den stærkt karikerede invitation er kommet debattør og journalist Abdel Aziz Mahmoud i hænde, og torsdag morgen, dagen efter at tusinde af danskere var på gaden i fakkeloptog for at demonstrere mod grusomhederne i Syrien, tweetede han til sine mere end 17.000 følgere på Twitter et billede af invitationen og skrev: "Hold kæft en ulækker invitation".
Delinger og harmdirrende kommentarer fulgte, men da Lokalavisen Aarhus tog kontakt til Abdel Aziz Mahmoud for at få ham til at uddybe sin kritik, valgte han i stedet at slette sit tweet.
"Jeg har slettet tweet nu. Orker ikke shitstorm mod nogle dumme studerende. Der er større fisk," skrev han blandt andet tilbage.
Lokalavisen Aarhus har rettet henvendelse til studenterforeningen Kritisk Profil for at høre, om de har noteret sig den landskendte debattørs tweet og for at få dem til at fortælle om tankerne bag invitationen.
Foreningen har dog ikke ønsket at deltage i et interview, men henviser i stedet til et opslag på Facebook, hvor foreningen lægger sig fladt ned.
"Kritisk Profil undskylder for vores Aleppo-tema ved årets juledag på Institut for Statskundskab. Det var både upassende og udtryk for ringe dømmekraft. Vores mening har aldrig været at latterliggøre situationen i Aleppo, men derimod at sætte fokus på den forfærdelige situation, der udspiller sig i Syrien. Kritisk Profil har fra begyndelsen annonceret, at overskuddet bliver doneret til Røde Kors. Kritisk Profil fortryder temaet inderligt, og vi undskylder, at det har virket stødende! Det har vi fuld forståelse for," skriver foreningen, som sidste år holdt en julebar, som man kaldte 'Inger Støjbar - Baren, der aldrig åbner'.