Fortsæt til indhold

Tips til, hvilken øl der skal knappes op til jul

Lokalavisen Aarhus har spurgt byens bryggerier, hvilken øl der bedst til julemaden

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Når man juleaften sætter sig til bords med noget af det mest traditionelle danske mad, man kan forestille sig, så skal der fyldes øl i glassene.
Sådan lyder det - måske ikke overraskende - fra et udvalg af byens bryggerier.
“Selvfølgelig skal der drikkes øl juleaften. Vi har lavet en kraftig, fyldig og mørk øl, som står rigtig godt til den fede julemad. Med de sukkerbrunede kartofler og den tykke brune sovs. Kulsyren i øllen hjælper til med at fordøje og få det hele ned,” siger Niels Buchwald fra Aarhus Bryghus om deres øl 'Juletønden', der har sit navn efter den tønde med øl man i gamle dage, bryggede sin egen øl i.

Wintercoat i Sabro

Til den fede julemad egner øl sig meget bedre end vin, lyder det også fra bryggeriet Wintercoat:
“Øl har en perlende kulsyre og bitterhed fra humlen. Begge dele er med til at rense smagsløgene og står godt til julemadens fedme. Til anden eller flæskestegen med rødkål og de brunede kartofler, vil jeg vælge en kraftig, og gerne mørk øl. Man kan eventuelt vælge en Bock, en af de kraftige belgiske øl eller en mørk og fyldig mørk engelsk ale. Vores egen Yule Ale er netop sådan en mørk, kraftig ale på 6,5 procent Der er lidt pomerans og koriander i øllen, der understreger den frugtagtige smag, som øllen også får fra den gær, der er brugt,” siger Niels Jørn Thomsen fra Wintercoat i Sabro.

Humleland i Risskov

Et af Danmarks mindste bryggerier har valgt, at årets juleøl skal smage af juletræ med øllen 'JuleSæsonen':
“Det er en stærk og varmende øl med friske granskud fra de midtjyske juletræsplantager. God, frugtig restsødme og en let syrlighed fra den franske saison-gær. Krydringen og bitterheden giver et rigtigt godt modspil til den fede danske julemad,” siger Michael Alhof fra Humleland i Risskov.

Sct. Clemens

Bryggeriet Sct. Clemens er slået sammen med A Hereford Beefstouw. For øjeblikket brygges der ikke øl i byen, men på søster-bryggeriet i Apollo i København.
“Vores jule-øl er brygget på malt og humle, tilsat karamel, appelsin og lakrids, som giver den en vis sødme i smagen. Den sødme passer rigtig godt med de sjove ting, man ofte finder på julebordet, som eksempelvis syltetøj og glaserede retter. Samtidig har den en bitterhed i eftersmagen, som også supplerer julemaden fint,” siger souschef på A Hereford Beefstouw Kristian Koch Hennelund.

Julebryg fra Apollo Bryggeriet med en alkoholprocent på 5,4 sælges ud af huset hos A Hereford Beefstouw i Kannikegade.