Slut med gratis strøm til elbiler i Trekantområdet
EWII afmonterer 30 ladestationer ved årsskiftet og melder ’mission udført’
I 2011 etablerede energikoncernen EWII 30 ladestationer i Billund, Vejle, Vejen, Fredericia, Middelfart og Kolding Kommuner for at udbrede ladeinfrastrukturen for elbiler i Trekantområdet. Elbilsejere har derfor kunnet lade deres bil gratis op de seneste fem år.
Initiativet udløb første gang i 2013, men i samråd med kommunerne valgte EWII dengang at forlænge projektet. Den forlængelse udløber nu ved årsskiftet, og denne gang er det endegyldigt slut med fri strøm til elbilsejerne.
Unfair konkurrence
”Ladestanderne afmonteres ved aftalens udløb, fordi de ikke længere er tidssvarende. Det er også unfair konkurrence overfor de kommercielle udbydere af el-ladestandere, hvis vi fortsætter med at levere gratis opladninger,” forklarer kommerciel chef Tommy Lykkegaard i en pressemeddelelse fra EWII.
Da projektet blev sat i søen, var der ingen kommercielle udbydere af ladestationer i området. Men i dag kan man få opladet sin elbil på 31 kommercielle ladestationer fordelt i hele Trekantområdet.
”De mange nye ladestationer er tegn på, at vores investering har været med til at skubbe den grønne udvikling i gang og fremmet infrastrukturen for elbiler, ” lyder det fra Tommy Lykkegaard. jesl