“Tak til dem, der hjalp mig”
Da Kirsten Andersen faldt, mens hun var på indkøb, sprang lokale hverdagshelte straks til og hjalp hende
Et trin forkert og så lå hun der. Kirsten Andersen fra Højvangen i Skanderborg fik noget af en hård medfart, de hun tirsdag 20. december var på indkøb i Adelgade.
Lige overfor Matas faldt hun og slog sit hoved i fliserne. Det blødte fra hendes næse, og hun var både noget så forslået.
Men heldigvis er Skanderborg tilsyneladende fyldt med venlige hverdagshelte, for flere folk sprang straks til for at hjælpe hende.
“En mand skyndte sig over i Matas for at hente servietter til min blodtud. Og mens han var væk, var der andre flinke mennesker, de hjalp mig op ad sidde på en bænk,” fortæller Kirsten.
Fik ikke sagt ordentlig tak
“Så fik jeg servietterne til min næse og pludselig holdt en dame i sin bil ovre på den anden side af vejen og tilbød at køre mig hjem. Det sagde jeg ja tak til, og sådan kom jeg godt hjem,” konstaterer Kirsten, som slog sig flere stader i ansigtet og ødelagde sine briller.
“Jeg har det godt igen, men ser ikke særlig godt ud i ansigtet, men det forsvinder nok igen. Og brillerne skulle jeg alligevel have skiftet om kort tid. Men midt i forvirringen fik jeg slet ikke takket alle dem, der hjalp, og nu aner jeg ikke, hvem de forskellige hjælpsomme mennesker er. Og det er jeg ked af nu,”siger Kirsten.
“Så kære Lokalavis, vil I ikke være søde at viderebringe min tak til dem?”
Jo, det vil vi rigtig gerne - og det er hermed gjort.