Fortsæt til indhold

Vi frygter at børnene bliver ofrene

Stærk bekymring blandt forældre til børn på Troldestuen over spareplaner på specialområdet

Samfund
Michael Braunstein

"Vi frygter, at børnene bliver ofrene."

Sådan siger Jacob Storgaard og Christine Borgen Linander, der er forældre til børn på Troldestuen i Grøftekantens Børnehave. Sammen med andre forældre til børn i Troldestuen er de stærkt bekymret over Allerød Kommunes spareplaner på specialområdet.

Et flertal i Allerød Byråd besluttede på byrådets november-møde at sende analyser af det specialiserede børne- og ungeområde, det specialiserede voksenområde og specialundervisningsområdet i høring frem til 17. januar. Analyserne blev besluttet i forbindelse med forliget om budgettet for 2016-2019.

Ifølge forældrene lægges der i analyserne op til, at Allerød Kommune skal spare tre mio. kr. på specialområdet.

"Et forslag til en besparelse er at nedlægge kommunens basispladser og dermed lukke Troldestuen. Idéen fra kommunen er, at børnene i stedet skal enkelt-integreres på almenområdet," oplyser Jacob Storgaard og Christine Borgen Linander og fortsætter:

"For børn med særlige behov vil enkelt-integration betyde nedsat trivsel, manglende udvikling og andre store udfordringer. Troldestuen er inklusion og giver børn med særlige udfordringer mulighed for at være sammen med børn fra almenområdet i det omfang, det enkelte barn har ressourcer til."

Troldestuen er en specialbørnehavegruppe normeret til børn med forskellige former for psykisk funktionsnedsættelse som for eksempel autisme, ADHD og kromosomfejl og -forstyrrelser. Stuen er desuden for børn med fysisk funktionsnedsættelse som eksempelvis Cerebral Parese, der er hjerneskade, også kendt som spastisk lammelse.

Forældrene har svært ved at se, at der kan findes en løsning, der er lige så god som den eksisterende, der har fungeret i en årrække.

"Det er svært at gennemskue i høringsmaterialet, om kommunen lægger op til at flytte pædagogerne med børnene ud blandt de almindelige børn - eller lade pædagogerne have en slags tilkalde-funktion. Men begge dele vil være klart dårligere end den løsning, vi har nu," siger Jacob Storgaard og Christine Borgen Linander og fortsætter:

"Vi kan naturligvis godt forstå, at der skal spares i kommunen - og at der skal spares på alle områder. Men at nedlægge Troldestuen er ikke vejen frem. Troldestuen er et unikt tilbud, som er altafgørende for at disse børn er i trivsel. Der er 10 basispladser i kommunen, hvoraf de fem er på Troldestuen. I stedet for at fjerne samtlige basispladser er det vores håb, at man kan lave en reduktion fra 10 til fem basispladser og derved bevare Troldestuen."

"Der er uheldige erfaringer med lignende tiltag i andre kommuner - vi har sågar erfaret, at der er kommuner, hvor man har opgivet besparelser som den her igen."

"Et lille antal børn i Troldestuen fylder jo ikke lige så meget som en skole. Men mange børn har tidligere haft glæde af Troldestuen, og der vil også fremover være behov for den, så vi håber meget, at politikerne vil lytte til os," siger Jacob Storgaard og Christine Borgen Linander.

Forældrene i Troldestuen vil nu udforme et høringssvar, hvor de giver udtryk for deres holdninger og bekymringer.