Fortsæt til indhold

Årets sidste vandretur

Samfund
Arkiv

Torsdag 29. december inviterer Idræt i dagtimerne i Hedensted Kommune på årets sidste vandretur. Juleturen starter ved Løsning IF's klubhus og går på forbindelsesstien mellem Løsning og Hedensted.
Idræt i dagtimerne har i løbet af året gennemført 28 vandreture rundt omkring i kommunen. Målet er at komme rundt i alle hjørner af Hedensted Kommune, og alle kan være med, oplyser Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.
Den yngste deltager har været seks år, den ældste 89 år. En af de ældre er 86-årige Otto Pedersen fra Løsning.
“I det tidlige forår mistede jeg min hustru. Jeg var gået lidt i stå, og de næste 4-5 måneder havde jeg ikke meget energi. Så kom en af mine gode venner forbi og spurgte, om jeg ikke skulle med på ture arrangeret af Idræt i dagtimerne. Jeg tog med, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Nu har jeg deltaget 17 gange, og jeg nyder hver gang at komme rundt og få motion og ikke mindst en kop kaffe efter turen. Alle er søde og venlige, og jeg har lavet en aftale med Jørgen Sørensen fra Ølsted, der hver uge kommer forbi og tager mig med,” fortæller Otto.

Nyt initiativ: Fodbold

I februar sætter Idræt i dagtimerne gang i et nyt initiativ: Fodbold på kunstgræsanlægget ved Hedensted Centret. Alle kan deltage.
Idræt i dagtimerne arbejder tæt sammen med Pensionisthøjskolen og er forankret i Kultur & Fritid i Hedensted Kommune.
Idræt og Fritid forsøger i samarbejde med idrætsklubber og andre samarbejdspartnere at skabe attraktive tilbud til kommunens borgere.