Fortsæt til indhold

Frivillige cykler blinde rundt på tandemcykel

Horsens Tandemklub får årets handicappris i Horsens Kommune

Samfund
Arkiv

En præstation uden sidestykke. Sådan lyder begrundelsen for, at Horsens Kommunes Handicappris 2016 er gået til Horsens Tandemklub.
Takket være frivillige 'piloter' har blinde og synshandicappede igennem mange år hver uge kunnet nyde livet bag på en tandemcykel. Det har blandt andet betydet, at de har fået masser af venner, motion og frisk luft, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Horsens Tandemklub er et vigtigt omdrejningspunkt for socialt samvær og friluftsliv, og klubben er et rigtig godt bevis på, at DNA'et i Horsens – dét at vi tager os af hinanden – lever på alle niveauer,” sagde borgmester Peter Sørensen, da han overrakte prisen og takkede de frivillige for at gøre en stor indsats i klubben.
Handicapprisen på 10.000 kroner gives til personer eller institutioner, der bidrager til at give borgere med et handicap større livskvalitet. I første omgang var der kun indstillet to kandidater til prisen, så Handicaprådet forlængede fristen for at indstille kandidater og opfordrede flere til at komme på banen. Det hjalp, for der var i alt 16 kandidater.