Fortsæt til indhold

Succes med flygtninge i praktik

Flygtninge forstår at tage fat og bestille noget, oplever tømmermester og entreprenør Reinhard K. Kluge

Samfund
Arkiv

Tømrermester og entreprenør Reinhard K. Kluge har den sidste måned haft to flygtninge i praktik. Praktikkerne er kommet i stand gennem Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommunes samarbejde om at få flygtninge i arbejde, og det har foreløbig resulteret i blandt andet 45 praktikpladser op til projektets ophør i december.

I praktik og sprogskole

Aman og Tesfaldet kommer fra Eritrea, og de har den sidste måned været i praktik hos Reinhard K. Kluge. De er i praktik to dage om ugen, da de også skal passe deres sprogskole.
“Det fungerer egentlig okay, at de kun kommer mandag og tirsdag. De er med fra vi møder, til vi slutter i to hele dage, og det fungerer. Det er mest oprydning og nedrivning, de hjælper med. De hjælper også, når ting og sager skal bæres frem og tilbage, og med at holde i den anden ende, når noget skal sættes op og sådan,” forklarer Reinhard i en pressemeddelelse om praktikordningen.

Vilje og ansvar

Reinhard K. Kluge havde ikke lige tænkt over at tage flygtninge i praktik, før projektleder Julie Vitali, der har varetaget samarbejdet mellem Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd hele efteråret tog kontakt til ham og fortalte om mulighederne.
“Jeg føler jo også, at vi har en forpligtigelse som virksomhedsledere og ejere. Også i forhold til at tage lærlinge, vi harjo altid lærlinge. Det skal man have, når man har en virksomhed, der har forudsætningerne for det,” mener Reinhard, der ikke forude havde drøftet sin beslutning med sine medarbejdere. Han var derfor lidt usikker på, hvordan de ville reagere. Men Aman og Tesfaldet er blevet taget godt imod, og går side om side med de andre medarbejdere og hjælper, hvor de kan. For selvom der er udfordringer forbundet med at have praktikanterne, så sætter Reinhard pris på, at de forstår at tage fat og bestille noget.
“De udviser vilje, og de har forstået, at man møder til tiden. De vil gerne arbejde, og de kan virkelig tage fat,” forklarer Reinhard K. Kluge.

Når sproget spiller et puds

Den største udfordring er ifølge Reinhard K. Kluge nok kommunikationen. Aman og Tesfaldet taler nemlig kun lidt dansk, men begge går sideløbende på sprogskole for at blive bedre. De sproglige udfordringer har indimellem skabt nogle pudsige situationer.
“En dag sagde en af kollegaerne til Aman og Tesfaldet: “Nu skal vi have pause, og nu skal vi have mad”. Så havde Aman og Tesfaldet sat sig ned for at spise, og så havde kollegaen udbrudt: “Nej, nej, ikke min mad, I skal spise jeres egen,” fortæller Reinhard med et smil på læben og tilføjer.
“Man skal selvfølgelig være forberedt på, at kommunikationen er en barriere. Det er jo lidt svært, når man ikke engang kan bruge det tyske eller engelske. Og jeg siger også til dem, at de skal huske at gå hjem og øv sig på det danske,” forklarer Reinhard, der dog generelt har haft en positiv oplevelse med at tage flygtninge i praktik.
dietz