"Vi har ikke stress på overhovedet"

Det tager hende ikke mere end 30 sekunder at få den gulvlange sorte kåbe op over skuldrene og knappet til. Sognepræst Lea Skovsgaard er da også skarpt trænet i disciplinen.
I lørdags ledte hun ikke færre end fire gudstjenester i Jægersborg Kirke. Bænkene fyldtes første gang kl. 13.30 med glimtende børneøjne og sidste gang kl. 23.30 i stearinlysenes skær.
Det efterlod ikke meget tid til julehygge derhjemme, men det er sådan, det skal være den 24. december, siger Lea Skovsgaard.
"Jeg har det rigtig godt med lige præcis i julen at se min menighed i øjnene og være sammen med dem," siger hun.

Tusind sangark og tre taler

Juleaften er da også klart den dag, der kommer flest mennesker i kirken. Derfor begynder planlægningen hvert år allerede i begyndelsen af december.
Der skal printes tusind sangark ud, sørges for, at der er siddepladser nok, og så er der selvfølgelig prædikenerne.
"Det er årets prædiken. Det er juleaften, så den skal være god, og det gør det svært at sætte det sidste punktum. Men når jeg så står der, og kirken er stoppet med mennesker, og jeg kigger folk i øjnene, plejer det at gå godt," fortæller Lea Skovsgaard, der skrev tre forskellige tekster til lørdagens gudstjenester: En fortælling til børnene med udgangspunkt i en Selma Lageröf historie, en prædiken til de to "almindelige" julegudstjenester midt på dagen og en særlig julefredsprædiken til midnatsgæsterne.
Arbejdet op til og under gudstjenesterne føles dog ikke som noget uoverskueligt, for hende.
"Vi har ikke stress på overhovedet. Vi har gjort det i så mange år, at alle ved, hvor alle er, når vi går i gang," siger hun og fortsætter:
"Så længe, der ikke går ild i adventskransen. Det er faktisk det eneste, jeg kan komme i tanke om kunne blive en udfordring. Eller hvis der kommer så mange, vi ikke kan være her."

Julen er barnets blik

Og det er vigtigt for Lea Skovsgaard, at alle føler, der er plads til dem.
Kirkens klokker trækker nemlig masser af mennesker i kirken lige netop juleaften, fordi der opstår et særligt fællesskab og nærvær, når man samles om julens budskab.
"I min prædiken taler jeg om barnet. Du har sikkert prøvet at stå i kø i supermarkedet, og så sidder der et barn i indkøbsvognen foran dig og stirrer på dig. Så prøver du at smile, men barnet stirrer bare. Så kigger du væk og kigger tilbage, og så stirrer barnet stadigvæk. Det er det blik, det er barnets blik. Det er ikke fordømmende eller ubehageligt. Man kan bare ikke rigtig skjule noget for det blik. Og det er det, Gud gør i julen. Det er et blik, der gør, at man føler sig set som menneske, og det skaber ro. Dét at føle sig elsket er det mest forsonende," siger hun og tilføjer, at selvom julen har et romantisk skær over sig, skal der også være plads til melankolien.
"Mit yndlingsøjeblik hvert år, er, når vi synger 'Dejlig er Jorden' som den sidste salme. Alle kender ordene i den og kan se hinanden i øjnene, mens vi synger. Den har også en melankolsk stemning i sig, og det gør ikke noget juleaften. For så skabes der en fælles følelse af, at vi er samlet om at trodse mørket og insistere på, at Jorden er dejlig, selvom der sker frygtelige ting."