Fortsæt til indhold

Børn fik julegaver til opmuntring

Danbolig og Legekæden i Horsens har delt julegaver ud til børn, der trænger til en opmuntring i juletiden

Samfund
Jeppe Rafn

Kender du et barn som måske ikke får så store julegaver i år, eller som bare virkelig trænger til en glædelig nyhed?
Sådan skrev Danbolig Horsens i slutningen af november på sin facebookside. Den lokale ejendomsmægler plejer at lave en adventskonkurrence i julen, men den droppede Danbolig for i stedet at glæde nogle børn, der kunne trænge til en opmuntring i juletiden.
“Vi havde lagt op til at tilbyde 10 børn julegaver for 1.000 kroner hver, men for ikke at skuffe nogle har vi valgt at give til alle 14, der har skrevet til os,” fortæller Michael Haargaard, indehaver af Danbolig Horsens.

Mistet deres far

Børnene og deres familier mødte tirsdag op til en mindre sammenkomst i Legekæden i Hospitalsgade i Horsens. Her var der slik og sodavand til børnene, der frit kunne gå rundt i butikken og vælge gaver for i alt 1.000 kroner.
En af de fremmødte var Carina Konrad fra Horsens, som var der med sine børn Noah på otte og Sofia på 11 år.
“Børnene har mistet deres far, og deres mormor er blevet ramt af kræft, så det har været et hårdt år. Julen er en svær tid uden deres far, der plejer at være der,” fortæller Carina Konrad.
Det var ikke hende selv, men moren til Noahs bedste kammerat, der havde skrevet til Danbolig og foreslået, at Noah og Sofia skulle være blandt modtagerne af julegaver fra Danbolig og Legekæden.
“Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der mere fortjener en ekstra julegave. Det trænger de til,” fortæller Helena Suralski, der er mor til Noahs bedste kammerat Elliott.
Elliott var med i legetøjsbutikken, hvor Noah fandt frem til en fjernstyret bil, en stor zombie og en pistol. Storesøster Sofia valgte en drone, farver og tuscher, der blev pakket pænt ind.
Alle børnene fik gaverne pakket ind, så de kan komme til at ligge under juletræet og blive pakket op juleaften, selvom børnene godt er klar over, hvad der gemmer sig under gavepapiret.

11-årige Benjamin Hoffmann og hans far Per Hoffmann var i Legekæden sammen med Benjamins klasselærer på Stensballeskolen Helle Baltsersen, der havde indstillet Benjamin til at modtage en julegave til 1.000 kroner fra Danbolig Horsens og Legekæden. “Det er ikke altid, Benjamin har det samme som de andre børn i området, der ikke mangler noget materielt. Han har fortjent en glædelig overraskelse,” forklarer klasselæreren. Benjamin valgte at bruge pengene på en stor Lego helikopter.