Fortsæt til indhold

Få besøg af en pony

Læg en besøgspony under juletræet og glæd et af dine ældre familiemedlemmer

Samfund
Grethe Bo Madsen

Har du ligesom jeg problemer med at finde på gaven til gamle Ole og oldemor, så er her en gaveide, de med garanti ikke har fået før. En gave, der vækker gamle minder til live og spreder masser af glæde.
Trine Dyrepasser fra Gl. Rye har sammen med Lise Lotte Olesen fra Viby, som netop har modtaget Årets Handicappris i Aarhus, skabt lidt af et succeskoncept til landets plejecentre.
Sammen med ponyerne Thilde, Tulle og Mille, slangen Frække Frida og den kæmpestore, 10 kilo tunge franske vædderkanin Futte tager de på besøg landet over, og lader nærkontakten mellem mennesker og dyr skaber små underværker.

Livsglæde og livskvalitet

Egentlig er det jo ret ligetil, forklarer Trine. Det handler om livsglæde og livskvalitet.
“Der er masser af undersøgelser, der dokumenterer, at kontakten med dyr sænker blodtrykket og virker afstressende og beroligende. Og det er faktisk også dokumenteret, at kontakt med dyr får os til at danne endorfiner, der gør os lykkeligere. Dertil kommer, at ponyerne vækker gamle minder fra de ældres barndom og ungdom, som pludselig står lyslevende for dem igen,” konstaterer hun.
“Dyrene giver utrolig megen glæde. Vi har mødt ældre, der har klappet ponyerne og aet deres bløde mule, mens tårerne piblede ned ad deres kinder.”
At hestene også åbner døre til lukkede sind, har Trine mange eksempler på.
“Vi har oplevet ældre demente, der pludselig fortæller barndomsminder fra gården, de boede på. Vi har set ældre, plejepersonalet knap nok kan komme i kontakt med, gå tur op og ned ad gangene trækkende med en pony og snakke til den. Vi har set dem kramme og kæle med kæmpekaninen Futte og fortælle om deres egen kanin, fra dengang de selv var børn.”
Det er ren win-win, understreger Trine, for både hun og Lise Lotte får mindst lige så meget ud af det selv.

Ind imellem er den en meter lange slange, Frække Frida, også med på besøgsturene. Frida er lidt af en frækkert, men også utrolig blød at nusse med.

Pårørende samler ind

Et besøg af ponyerne varer normalt et par timer. Trine og Lise Lotte tager altid ud sammen og har to ponyer med hver gang samt Futte og ind imellem også Frække Frida.
“Vi gør os meget umage med, at så mange som muligt har nærkontakt med dyrene. Klapper og kæler med dem, giver dem gulerødder eller går en tur med dem.”
Et besøg af Tulle, Thilde og Mille er dog en smådyr affære. Det løber op i 4500 kroner plus udgifter til eksport. Og det er der mange plejecentre, som ikke har råd til.
“Derfor fik vi den ide at lave gavekort, som de pårørende kan benytte til sammen at samle ind til en pulje, så deres ældre kan få et ponybesøg,” fortæller Trine.
“Vi hører tit, at folk har svært ved at finde på en julegave til deres ældre pårørende på plejecentrene. De mangler ikke noget, og mange er for svage til at komme ud af huset til en større oplevelse sammen med familien. Men et ponybesøg under juletræet, det har de i hvert fald ikke fået før.”

Trine har også haft besøgsponyerne med et smut til Esbjerg for at hilse på sin bedstemor, der bor på et plejehjem der.