Skift de overflødige kilo ud med cool cash
Skanderborg skal på vægten og finde glæde og lyst til en sund livsstil. Fit & Sund vil vise vejen
Er det Skanderborg, Horsens, Hedensted eller Vejle, der kan stille med det største taberhold, når de tre byer om få uger tørner sammen i by-dysten om, hvem der er bedst til at tabe sig?
Sammen med Horsens Sundhedshus, Hedensted Centeret, Fitnessbutikken og Proaktiv Horsens opfordrer Fit & Sund i Skanderborg og Vejle borgere i de fire byer til at danne hold og stille op i konkurrencen, der løber fra 9. januar til 3. marts.
Hovedpræmien er cool cash: Vinderholdet får 20.000 kroner, mens holdet på anden pladsen får 12.000 kroner og holdet på 3. pladsen får 8.000 kroner.
“Vi vil gerne hjælpe folk i gang med at lægge deres vaner om og komme i bedre form. Det skal gerne være på en sjov måde, som samtidig giver dem en masse god inspiration til en ny sund livsstil,” fortæller event praktikant Mette Paludan fra Fit&Sund.
Mange har et nytårsforsæt om at smide nogle kilo og begynde at dyrke motion. Det er bare ikke altid så nemt at holde fast i i hverdagen.
Men ved at stille op på et hold sammen med venner, familie eller kolleger, så er man flere om at holde hinanden til ilden, og det er en god genvej, mener Mette.
“Det gør det lidt sjovere og mere motiverende, når man er flere sammen om sådan et projekt. Det er ikke nær så nemt at pjække, når man skal stå til ansvar overfor sit hold,” konstaterer hun grinende.
Konkurrencen er for alle, der har lyst til at være med. Hvert hold får udleveret en digitalvægt og sender hver uge en opgørelse over vægttabet. Det hold, der er ugens højdespringer, vinder et gavekort på 2.500 kroner til Fitnessbutikken.
Ingen behøver at frygte grumme vægt-afsløringer, for tallene omregnes til indekstal. Vinderholdet er det hold, der ligger lavest i indeks når konkurrencen slutter efter otte uger. Sidste års vindere lå i indeks 78,33. Tilsammen tabte de 150 hold, der deltog sidste år 2819 kilo - næsten tre tons, svarende til lige knap fire kilo per deltager, oplyser Mette.
I løbet konkurrencen bliver de deltagende hold inviteret til inspirationsaftener, forskellige former for holdtræning samt foredrag om blandt andet kost og træning.
“Vi vil gerne klæde folk så godt på som muligt, så de både får et godt vægttab, mens konkurrencen varer, men især så de har lyst til at holde fast i den sunde livsstil og fortsætte med de nye vaner når konkurrencen er slut. Derfor slipper vi heller ikke folk helt, men inviterer dem til en opfølgning senere på foråret for at se, om de nu har hold fast i den nye livsstil.”