Per Løkken stopper som folketingskandidat
De Konservative i Horsens skal finde en ny folketingskandidat som afløser for Per Løkken. Han har været partiets kandidat ved de seneste tre valg uden at komme ind, men har to gange været indkaldt som suppleant i Folketinget. Løkken stopper for at få mere tid til byrådsarbejdet og give plads til en ny kandidat.
“Det kræver meget tid at være folketingskandidat, og det kan være svært at nå, samtidig med at man passer både arbejde og lokalpolitik. Jeg har nu været opstillet til tre valgkampe, og alle tre gange har jeg fået pæne stemmetal. Som suppleant har jeg to gange prøvet at sidde i folketinget, hvilket har været en spændende oplevelse, som jeg ikke ville være foruden,” siger Per Løkken i en pressemeddelelse fra partiet.
Nu er det op til bestyrelsen i vælgerforeningen at finde en ny kandidat til næste folketingsvalg.
“I bestyrelsen er vi kede af, at Per har valgt ikke at genopstille, men samtidig forstår vi godt ønsket om at hellige sig byrådsarbejdet. Nu må vi så bruge tiden på at finde en kandidat, der kan løfte Horsens-kredsen, så vi også kan få et godt valg næste gang, statsministeren vælger at trykke på valgknappen,” siger Arne Jensen, der er konstitueret formand for Konservative Folkeparti i Horsens.