Fortsæt til indhold

22 glade pensionister er blevet endnu gladere

Vriksomhedsejer i Horsens har givet 10.000 kroner til glade pensionister

Samfund
Arkiv

22 glade pensionister i Aktivitetscenter Kildebakkens træværksted i Horsens er nu blevet endnu gladere. Takket være deres overbo har pensionisterne fået en check på 10.000 kroner, som de kvit og frit kan bruge på lige, hvad de vil.
Den lige så glade giver er Lars Petersen, der ejer firmaet LP Maskinservice i Horsens. Han kan takke sin svigermor, der bor oven på værkstedet, for at have stiftet bekendtskab med entusiasterne, der flere gange om ugen mødes i det lille værksted for at snitte, save og skære i træ.

Svigermors skyld

“Jo mere min svigermor fortalte, desto mere lyst fik jeg til at møde gutterne, og nu er jeg jævnligt i værkstedet. Idéen til at give pengene fik jeg, da firmaet fik lidt ekstra penge på kistebunden. Jeg håber, de får rigtig meget glæde af dem,” siger den glade giver, Lars Petersen.
Træskærerne, der før pensionistlivet ernærede sig som blandt andet guldsmed, læge, slagter - og snedker - var samlet til rundstykker og kaffe i værkstedet, da Lars Petersen overrakte dem checken på 10.000 kroner. De har endnu ikke besluttet, hvad de vil bruge pengene til, oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Checken er kommet op at hænge i træværkstedet. Foto: Per Algreen.