Hvilken kommune er hurtigst?
Hvis du har travlt med at komme i gang med at bygge et hus eller udvide fabrikken med en ny lagerhal, så får du i Nordsjælland hurtigst grønt lys til byggeriet, hvis du bor i Furesø eller Fredensborg. Her tager det i gennemsnit henholdsvis 9 og 11 dage, inden byggetilladelsen er klar. I Hørsholm tager det derimod 35 dage og i Lyngby-Taarbæk 46 dage.
Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunen har modtaget alle dokumenter i forhold til byggesagen, og byggesagen dermed er fuldt oplyst. Så ventetiden skal vurderes ud fra, at det udelukkende er den tid, som kommunen tager om at vurdere byggesagen.
”Det er vigtigt, at kommunerne sørger for, at byggesagerne ikke ligger og venter i en stor bunke og forsinker lokalt byggeri unødvendigt. Det har Furesø og Fredensborg forstået. Til gengæld synes jeg, at det er ærgerligt, at det i flere af vores kommuner tager en måneds tid eller mere at få ekspederet sagen”, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen og uddyber:
”Ventetiden er jo først opgjort fra det tidspunkt, hvor kommunen har alle de oplysninger, som de har brug for, og så er der jo lidt firkantet sagt ikke ret meget andet tilbage end at løbe dokumenterne igennem og få byggetilladelsen stemplet. Det burde ikke tage mere end højst 14 dage”, siger byggeformanden.
Hurtigst på landsplan
Tønder og Vallensbæk er med en gennemsnitlig ventetid på kun fire dage de to hurtigste kommuner i hele landet til at udstede byggetilladelser.
”Der er jo lang vej ned til så korte ventetider hos alt for mange af vores nordsjællandske kommuner. Jeg må bare konstatere, at det går alt for langsomt flere steder”, slutter Jørgen Simonsen.