S afventer, at V kommer med finanserne
Forhandlings-spillet er i gang om vejsagen. Venstre har budt op. Nu venter et møde
Det lader til, at Venstre, DF, EL, K og løsgænger Dan Jensen har taget første stik i vej-sagaen.
De trak først fødderne til sig, og har vendt i rundkørslen. Her cykler socialdemokraterne stadig rundt, og fastholder loyaliteten til en beslutning om at privatisere vejene, som alle byrådspartier indtil fornylig var enige om.
Nu venter næste træk fra partierne og her skal et møde mellem partiernes gruppeformænd afklare hvad der skal ske.
“Jeg har kunnet læse i aviserne, at Venstre har haft et udspil i vejsagen. Derfor har jeg indkaldt til et møde for alle gruppeformændene i uge 2,” forklarer borgmester Nils Borring (S).
“Men jeg ved ikke helt endnu, hvad vi konkret skal tale om i vejsagen - udover at vi skal se, om der skal ændres i det allerede aftalte. Jeg er ikke meget klogere i forhold til for to måneder siden,” understreger Nils Borring.
Han er også spændt på, hvordan især Venstre og Konservative vil finansiere vej-droppet, og hvordan man vil finde penge til at gennemføre en delvis tilbagerulning af de veje, der allerede nu er privatiseret i Favrskov.
For alle parter lader til at være enige om, at en harmonisering af vejene enten betyder privatisering, eller at kommunen på en eller anden måde overtager vedligeholdelsen af de fleste veje - også i det østlige Favrskov.
Skal østlige veje tilbage
Og hvordan en tilbagerulning i Øst-Favrskov rent teknisk kan lade sig gøre, det er det store spørgsmål. Det vil groft anslået koste 11 millioner kroner yderligere at rulle privatiseringen af de østlige veje tilbage. Herudover vil så være alle de penge man allerede har brugt på at undersøge en mulig privatisering i det vestlige Favrskov.
Spørger man gruppeformand Flemming Nørgaard (V), så regner han ikke med, at det vil blive det store problem. “Favrskov Kommune har et større overskud end forventet, så mon ikke vi kan finde pengene,” lyder det.