Aarhus-hotel er blandt Danmarks bedste
"Det er et skulderklap af de store," siger hotelejer til Lokalavisen
Det lille hotel Villa Provence, som holder til på Fredens Torv i det centrale Aarhus, er blot klassificeret som et firestjernet hotel, men ifølge hotellets gæster, så fortjener det seks stjerner.
I hvert fald viser en opgørelse fra hotelsøgesiden Trivago.dk, at brugerne er yderst tilfredse, når de har checket ud.
Trivago.dk har samlet gæsteanmeldelser fra forskellige bookingsider i en samlet score, og her scorer Aarhus-hotellet højt.
Ifølge gæsterne er Villa Provence det sjettebedste hotel i hele landet og overgår blandt andet sværvægtere som det eksklusive Hotel Nimb ved Tivoli i København samt det over 100 år gamle badehotel Ruths Hotel i Gammel Skagen.
Placeringen som landets sjettebedste hotel gør ejerne Steen og Annette Stenstrup stolte.
“Det er altid dejligt at høre, at gæsterne kan lide at komme på Villa Provence. Det gør, at det slid, vi lægger for dagen, kaster noget af sig. Det er et skulderklap af de store til os selv og personalet, så det kan vi leve højt på et par måneder,” jubler Steen Stenstrup, som er ekstra glad for denne opgørelse, hvor det er gæsterne, der bestemmer.
“Det er lige netop det, der gør det meget mere glædeligt, end hvis det var en kåring fra brancheorganisationen, leverandører eller den slags. Her er det simpelthen dem, der har boet her, der går ind og laver en direkte anmeldelse. Vi kæmper for at give kunderne en god oplevelse hver dag, så det er vi glade for,” siger han.