Masser af fryns på fremtidens arbejdsplads
For Kamstrup A/S i Stilling handler udvikling ikke udelukkende om ny teknologi i produkt og produktion, men i høj grad også om udvikling af de menneskelige ressourcer
Erhvervslivet skal være oppe i højeste gear, når det gælder rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i fremtiden.
Det gælder især for virksomheder i vækst, som har brug for specialister som eksempelvis ingeniører, hvor der allerede er mangel på kandidater.
Hos Kamstrup A/S i Stilling, der producerer og sælger intelligente vandmålere verden over, går det forrygende godt med mange nye ordrer. Virksomheden ansætter på livet løs og har således som målsætning at vokse med 100 medarbejdere om året.
Kamp om ressourcer
I den sammenhæng bliver konkurrence om at tiltrække de mest kvalificerede medarbejdere skærpet, og det giver flaskehalse for noget af den arbejdskraft, Kamstrup har brug for.
”Som udgangspunkt ser vi lyst på tingene, fordi vi har en god beliggenhed med god transport og tæt på universitetsbyen Aarhus, men vi ser også, når det gælder rekruttering af specialister som ingeniører, at der er der flere jobs end kandidater. Og den situation bliver værre og værre. Der er kamp om knappe ressourcer,” konstaterer Michael Stubbe, Vice President HR, Kamstrup.
Tidligere prognoser har peget på et underskud på 5000 ingeniører i Danmark frem til år 2020.
Kamstrup er allerede en populær arbejdsplads og modtager således 7000 ansøgninger om året. Til nogle stillinger er der 200 ansøgere, mens der for andre kun er to til tre stykker.
”Vi arbejder hårdt på at være en attraktiv arbejdsplads, og vi har nogle spændende jobs og arbejdsmiljøer, men vi kan ikke komme udenom, at der er få kandidater til nogle af jobbene,” uddyber Michael Stubbe.
Lang liste over tilbud
Kamstrup har således allerede gennem flere år lagt handling bag målet om at være den foretrukne arbejdsplads.
Listen over servicetilbud til medarbejderne er lang og omfatter eget sundhedscenter med massage, akupunktur, fysioterapi og fitness med holdtræning i yoga, meditation, spinning og combat fitness.
Dertil kommer egen frisørsalon og indretning af en tandlægeklinik på virksomheden. Ikke mindst tandlægeordningen tiltrak stor opmærksomhed fra hele landet.
I den anden ende af menuen med frynsegoder findes tilbud om at købe take away fra kantinen, så aftensmaden er sikret. Det havde 70 personer gjort den dag, Lokalavisen talte med Michael Stubbe.
Og servicetilbuddene er under konstant udvikling.
”Ja, vi arbejder med området hele tiden. Det sker i dialog med medarbejderne om, hvad vi kan udbygge med,” siger Michael Stubbe.
Et af de seneste eksempler er en udvidelse af massageordningen til natholdet, hvilket selvsagt kræver, at Kamstrup kan finde nogen, som vil massere om natten. I uge 43 startes med fodterapeut.
Succeskriteriet på de enkelte goder er, at medarbejderne efterspørger dem, og her er der fuldt booket på sundhedsklinik, tandlæge og frisør.
Sparer tid
Michael Stubbe fremhæver, at virksomhedens indfaldsvinkel til frynsegoder blandt andet handler om at spare medarbejderne tid.
”De fleste medarbejdere er vidensmedarbejdere, og hvis vi kan hjælpe med nogle trivialiteter i en presset hverdag, så frigør vi en masse tid for den enkelte medarbejder,” forklarer Michael Stubbe.
HR-direktøren lægger dog heller ikke skjul på, at goderne både skal fastholde medarbejdernes syn på Kamstrup som den foretrukne arbejdsplads, ligesom de skal brande Kamstrup, når det gælder om at tiltrække nye medarbejdere.
”Det vil vi se mere af i fremtiden, at folk vil se på, hvad de kan få af goder på deres arbejdsplads,” siger Michael Stubbe.