Din opvækst bestemmer, om du er god til at spare op
Hvad er det, der gør nogle danskere til flittige opsparere – og andre danskere til det stik modsatte?
Ifølge psykolog Maiken Lundsgaard Martinussen kendetegner det dårlige opsparere, at de kan have svært ved at holde hovedet koldt, når bannerreklamer og tilbudsaviser lokker dem til at svinge dankortet.
"Folk, der har svært ved at spare op, vil ofte forsøge at tilfredsstille deres umiddelbare behov ved det quick-fix, det er at forbruge. Når folk overforbruger, selvom de med deres fornuft er klar over, at de ikke har pengene, kan det skyldes en øget tendens til at håndtere negative følelser ved at handle sig ud af dem i stedet for at rumme dem," siger hun.
Maiken Lundsgaard Martinussen mener desuden, at det i høj grad er ens opvækst, der er med til at bestemme, hvor forsigtig man er med kontanterne:
"For at kunne spare op kræver det, at man kan kigge ud i fremtiden og se, hvad det vil bringe en at spare op. Når man ser 'Luksusfælden' (tv-program, red.), ses det ofte, at forældrene til dem, der har problemer med økonomien, understøtter deres børns overforbrug via lån i stedet for at give omsorg på det følelsesmæssige område eller håndtere eventuelle negative følelser i relationen."
Kan trænes som en muskel
Har man svært ved at få pengene til at slå til, og må man erkende, at det har været sådan længe, er der stadig håb. At blive god til at spare op er i høj grad noget, man kan tillære sig, lyder Martinussens vurdering.
"Det er noget, der sagtens kan trænes. Lidt ligesom en muskel. Det er en færdighed, der kan læres. Man kan starte i det små og forsøge at spare 100 kroner op på en måned. Og næste måned 200 kroner. Man skal være opmærksom på, at det er svært pludselig at spare op, for vi bliver hele tiden bombarderet med tilbud og opfordringer til at forbruge," siger hun.