Fortsæt til indhold

Museum Ovartaci overlever

Det lukningstruede museum på psykiatrisk hospital i Risskov får økonomisk håndsrækning på 1,5 millioner kroner hvert år frem til og med 2020. Men beløbet er betinget af, at andre aktører bidrager til fremtidig finansiering

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Aarhus Byråd afsætter 1,5 millioner kroner til årlig drift af Museum Ovartaci, der ligger ved psykiatrisk hospital i Risskov, i budgetforliget for 2017. Men beløbet er betinget af, at andre aktører bidrager til finansieringen. Derfor appellerer rådmand Thomas Medom(SF) til, at også Kulturministeriet og Region Midtjylland forpligter sig økonomisk til museets videreførelse.
Hensigten er, at der årligt frem til og med 2020 skal afsættes 1,5 millioner kroner.
”Jeg er virkelig glad for, at forligspartierne i byrådet viser vilje til at bevare Museum Ovartaci. Vi sender et vigtigt signal om, at vi som kommune er klar til at videreføre museet, når regionen slipper det, men det forudsætter, at andre også bidrager. Det bør være en fælles, offentlig opgave at bevare en så enestående perle, så der skal lyde en opfordring til både Regionsrådet og Regeringen om, at de ser med lige så stor velvilje på museet, som vi gør i Byrådet,” siger rådmanden i en pressemeddelelse.

"En hånd er rakt frem"

Nyheden om museets umiddelbare overlevelse bliver ikke overraskende modtaget godt af museumsleder Mia Lejsted, da Lokalavisen Aarhus fanger hende på en telefon.
”Det var dog fantastisk. Jeg får en klump i halsen. Det har været en sej og hård kamp, men nu er en hånd rakt frem, og bolden ruller den rigtige vej,” siger Mia Lejsted.
Selv om beløbet er betinget af, at andre aktører også bidrager, er det et vigtigt signal, et flertal i byrådet har sendt.
”Det er en stor anerkendelse af vores arbejde, og jeg føler, at der er brug for os,” siger lederen af Museum Ovartaci, der har 20.000 besøgende om året og 35 ansatte.
Hun ved endnu ikke, hvor museet skal ligge, når det psykiatrisk hospital rykker til Skejby til næste år. En mulighed er at blive i de gamle fredede bygninger. En anden mulighed er at fusionere med andre museer eller få et samarbejde med nogle virksomheder i Skejby, som også kunne en mulig fremtidig placering af museet.

Unikt museum

Rådmanden mener, at museet spiller en vigtig rolle.
”Museet er helt unikt, fordi det huser en af Europas største samlinger af kunst, der er lavet af mennesker med sindslidelser. Samtidig fortæller det en vigtig historie om rummelighed og bidrager til at bryde tabuet om psykisk sygdom. Men stedet er også meget andet end museum. Det er et sted for kreativ udfoldelse, for læring og uddannelse af børn og unge, og det er en social arbejdsplads for mennesker med særlige behov og brug for støtte. På den måde er museet noget helt exceptionelt, og derfor må det også være en rimelig forventning, at blandt andre stat og region bidrager til driften,” siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.
Han retter samtidig en tak til alle, der har arbejdet for Museum Ovartacis bevarelse:
”Museet er drevet af et helt særligt engagement fra medarbejdere og frivillige, og mange har kæmpet en brav kamp for at bevare det. Det fortæller noget om den stærke ånd, der er på stedet, og som er en væsentlig drivkraft for museet. Det vil være en stor skam, hvis det bliver tabt på gulvet,” siger Medom.