De har Danmarks bedste supermarkedsbrød
Der er stor glæde hos vinderne fra Kvickly, mens Danmarks største discountkæde bliver sendt ind på en markant sidsteplads
"Det betyder meget for os, og vi er oprigtigt stolte."
Glæden er til at tage og føle på, da Søndagsavisen fortæller Kvicklys formatdirektør, Allan Christoffersen, at danskerne har kåret Kvicklys bagerafdelinger til Danmarks bedste supermarkedsbager.
"Det er især glædeligt, at det er kunderne, der kårer os. Vi har brugt meget energi på at optimere vores bagerafdeling de seneste år, fordi det er et vigtigt område for os. Så vi er meget stolte," siger han.
Giver pote
Kvicklys indsats har tydeligvis givet pote. Da Søndagsavisen for to år siden foretog den samme kåring, endte Kvickly som nummer tre efter Føtex og Bilka. Det er præcis de samme butikskæder, som Kvickly i et ekstremt tæt opløb har presset sig foran i år ved stabilt at ende på andenpladsen i samtlige kategorier og dermed skrabe flest point sammen i alt.
Og det er en udvikling, der kan blive vigtig for Kvickly.
Bagerbrød i supermarkederne er nemlig blevet så afgørende en vare, at det i sig selv kan tiltrække kunder, hvis brød og kager er særlig sprøde eller lækre.
Kan flytte kunder
"Brødafdelingen er blevet lige så vigtig som grønt, kød og vin. Kan et supermarked få et omdømme for en særligt god bagerafdeling, kan det flytte mange kunder ind i butikken. Det er også derfor, vi de seneste år har set en stor udvikling i antallet af supermarkeder med frisk brød og friske kager. Det er blevet et seriøst konkurrenceparameter," siger Bruno Christensen, der har beskæftiget sig med dansk detailhandel i mere end 50 år.
Fælles for tre af de fire øverste placeringer er, at de alle har ansat udlærte bagere, som bager brødet i butikken. Den tungere ende af feltet er domineret af supermarkeder, som sælger bake off, der bages færdigt i butikken, eller som får leveret varerne færdigbagt til butikken.
På en solid bundplacering ender Netto, som får leveret deres brød og kager fra Kohberg.
Netto erkender, at resultatet giver stof til eftertanke. I en skriftlig kommentar skriver Nettos direktør Brian Seeman, at han er ked af, "at kundernes oplevede indtryk ikke nødvendigvis flugter med det, vi reelt leverer," og peger på, at Netto for nylig har vundet en smagstest af kanelsnegle i Søndagsavisen.
“Vi skal blive bedre”
"Godt brød er vigtigt i Netto, og derfor har vi eksempelvis ikke bake off, men i stedet friskbagt brød. Det er klart, at sådan en måling også er en god anledning for os til at blive bedre, og vi vil i den kommende tid arbejde på både bedre brødafdelinger, endnu stærkere sortiment og kontinuerligt høj kvalitet i vores bagværk," skriver han.