Hvad hvis du dør, mor

På min vej hen til lunge-røntgen-fætteren sendte jeg sms'er til dem, jeg elsker allermest – til alle dem der står mig nærmest. Til min lillebror, til min storesøster, til min veninde Anne Marie og til min veninde Louise. Mit budskab var tørt og amputeret: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere".
47-årige Mette Juel Ransby havde netop fået den værst tænkelige besked på Herlev Sygehus. De to små knuder, hun kort før jul havde mærket under højre bryst, var kræft, og forude ventede et ukendt land af operation, kemoterapi, hårtab, stråleterapi, antihormonbehandling, uvished, angst og meget andet, som hun slet, slet ikke var forberedt på.
”Jeg havde et enormt behov for at fortælle mine omgivelser om den situation, jeg var landet i. Jeg havde brug for at sige: Lyt til mig, forstå mig, jeg har kræft og jeg ved ikke, hvad der skal ske,” fortæller Mette, der bor i Solrød Strand og arbejder som marketingschef.
Derfor begyndte hun at skrive dagbog. Og i dag, hvor Mette nu er erklæret rask, fylder dagbogen 25 kapitler, som detaljeret, varmt og med en god portion humor fortæller om hendes vej gennem kræftmaskineriet. En vej med op- og nedture og masser af tanker, som hun ikke bare har delt med sig selv og familien. Hun har også fået dem offentliggjort. Efter nogle uger lavede hun nemlig en aftale med ugebladet 'Alt for damerne', som har bragt dagbogen på www.alt.dk og i sammendrag i den trykte udgave af bladet.
”Det har været lidt overrumplende, så mange reaktioner jeg har fået. Også fra en masse mennesker, jeg ikke kender. Det har været en uventet bonus, at jeg har kunnet inspirere andre. Et energiboost midt i sygdomsforløbet,” siger Mette.
Men først og fremmest har dagbogen haft en vigtig funktion for Mette Juel Ransby selv og hendes omgivelser.
”Det har gjort det lettere at tale om sygdommen med mine omgivelser – vennerne, familien og kollegaerne. For alle har været opdateret på, hvad der sker. Det har gjort, at jeg ikke har følt mig så ensom. Det kan man ellers nemt komme til, når man får en kræftdiagnose. Pludselig er man meget anderledes og uden for det normale liv. Og det ville jeg bare ikke være. Derfor måtte jeg lave noget larm fra mit parallelliv som patient. For jeg ville for alt i verden ikke føle mig som en patient, jeg ville bare være Mette og leve mit normale liv,” siger hun.

Befriende at kunne grine

Der er selvsagt mørke og alvorlig stunder, f.eks. når Mette skriver om dagene op til operationen, eller når hun skal fortælle sine piger om sygdommen. Men der også morsomme øjeblikke. For eksempel kapitlet om makeup-kurset, som har fået overskriften 'I kan hænge jeres parykker derovre'. Eller da Mette med en rekvisition i hånden fra hospitalet skal ud og købe en paryk. Det første sted føler hun sig som Dame Edna eller en ældre bridgedame. Det næste sted er hun ved at knække sammen af hysterisk latter, da hun – udstyret med en blondine-paryk – ser sig selv i spejlet.
”Der er selvfølgelig ikke ret meget af grine af ved at have kræft. Men det er befriende at kunne grine i situationen. Samtidig kan humoren også være med til at nedbryde nogle tabuer,” siger Mette.
Grinet blev der også, da hun fik klippet håret af. Det hjalp hendes døtre nemlig med.
”Det gjorde, at de fik et helt andet forhold til at have en mor, der er skaldet. Der er stor forskel på at se sin mor være dybt ulykkelig over at have tabt sit hår, og så selv have været med til at klippe det af.”

Opfordring: Skriv dagbog

Mette Juel Ransby kan kun anbefale andre i samme situation at skrive dagbog til sine omgivelser.
”Livlinen for mig har været kommunikation og åbenhed, og samtidig har det været vigtigt for mig at holde mig så tæt til det normale liv som muligt. siger hun.
“Lige da jeg fik diagnosen, så tænkte jeg, at 'det her skal bare overstås'. Men et halvt år kan jo ikke bare overstås. Det er lang tid, og man er nødt til at finde nogle måder at 'være i det' på, og nødt til at samle noget energi. For mig var dagbogen en af måderne,” siger Mette.

DAGBOGEN - UDDRAG

”Da jeg kom hjem, var pigerne hos deres far, så det var hygge med min mand lørdag aften. Lækker mad, god vin og nærhed der føles vidunderlig efter en rejse. Jeg fortalte lidt henslængt min mand om mit 'fund' i højre bryst, og han responderede meget direkte; "Du må se at komme til lægen i en fart". Jeg ved ikke, hvilken respons jeg havde forestillet mig, men ikke desto mindre syntes jeg, at han var lidt træls at høre på.... Hvad fanden vidste han om knuder i mine bryster?”
”Både sygeplejersken, der hentede mig i venteværelset, og lægen, der sad i konsultationsstuen, så dybt alvorlige ud. Jeg fornemmede et voldsomt ubehag og samtidig føltes det som om alt inde i mig frøs til is. Jeg satte mig på den ene side af bordet (der lignede et kateterbord fra da jeg gik i folkeskolen). På den anden side sad sygeplejersken og lægen med hans chartek indeholdende min journal”.

Havde det skidt

”Psykisk havde jeg det rigtig skidt dagene op til operationen. Jeg var især bange for at blive konfronteret med eventuel spredning til lymfeknuderne. Jeg arbejdede, som jeg plejer og gjorde meget ud af at være der for pigerne. Det gav mig energi, men samtidig var jeg helt flad, når dagen var gået, og pigerne kommet i seng.
Så væltede alle bekymringerne og negative tanker frem, hvilket min mand fik den fulde 'fornøjelse' af. Det var synd for ham, men jeg kunne ikke trække mig op til andet. Havde bare brug for, at han elskede sin umulige kone, holdt om hende og skabte ro i hendes 'rundtossede' hoved”.
”Jeg fortalte, at jeg med stor sandsynlighed ville få det dårligt undervejs – ikke på grund af kræften men på grund af den medicin (kemo), som skulle mindske risikoen for, at kræften kommer igen.
Pludselig spørger den mindste af mine piger:
- Hvad hvis du dør mor?
Det er bare det mest hæslige og smertende spørgsmål, hvortil jeg svarede.
“Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre.”

Du kan læse Mettes dagbog her: www.cancer.dk/stoetbrysterne/mettes-dagbog/