Fortsæt til indhold

Stor tilslutning til hjerteredderkursus

Samfund
sra

60 af medlemmerne i Klub 60 Romalt ved nu, hvad de skal gøre, hvis nogen får hjertestop. De har nemlig deltaget i Hjerteforeningens hjerteredderkursus. Og tilslutningen var så stor, at Hjerteforeningens frivillige Giv Liv-instruktør, Henrik Mayer, måtte oprette fire hold.

Deltagerne fik introduktion til genoplivning, hvor instruktøren gennemgik alle de vigtige trin i en genoplivningssituation - herunder alarmering, hjertelungeredning og brug af en hjertestarter. Deltagerne fik mulighed for at afprøve hjertemassage, kunstigt åndedræt og en hjertestarter på en dukke.

»Omkring 5000 danskere får hjertestop uden for hospitalerne hvert år. Kun cirka ti procent af dem overlever, og hjælp inden for fem minutter er nøglen til overlevelse. Går der mere end ti minutter, før hjælpen kommer, overlever kun ganske få,« fortalte Henrik Mayer.