Skægget deler danskerne
Skæg vinder frem og er blevet en del af mænds identitet. "Den største forandring i det mandlige udtryk i en generation," siger livsstilsekspert. Men skæg deler vandene
Det kan sidde på overlæben, på hagen eller fra øre til øre og dække det meste af ansigtet.
Skæg er populært som aldrig før, og selv politikere, tv-værter og sågar kongelige er kommet med på bølgen.
"Skæg er den største forandring i det mandlige fysiske udtryk, vi har haft i en generation. Du skal ikke langt tilbage i tiden, før det at have skæg var et udtryk for, at man var lidt uden for samfundet. Det er helt forandret nu," siger livsstilsekspert Henrik Byager.
Det er dog langtfra alle, der bryder sig om at have pels i ansigtet, og heller ikke alle kvinder kan se den store fidus i at få hår i munden, når de skal kysse deres udkårne.
Skægvækst deler på mange måder danskerne på midten.
I en ny stor undersøgelse, som YouGov har foretaget for netbutikken barberklingen.dk, svarer 1.000 danske kvinder og 1.000 danske mænd på spørgsmål om skæg.
Her siger halvdelen af mændene, at de fjerner skægget dagligt, mens den anden halvdel lader det stå i større eller mindre grad – med skægstubbe som den mest populære form for skæg.
Er blevet mere acceptabelt
"Det er blevet en social værdi at signalere, at man er afslappet. Det er skægget med til. For mænd er skæg også en god og effektiv måde at skille sig ud på, fordi et godt, kraftigt skæg ikke kan kopieres af andre," siger Maria MacKinney-Valentin, der forsker i fænomenet skæg.
Hun fortæller, at skæg også i professionelle sammenhænge er blevet mere acceptabelt i eksempelvis finansverdenen, hvor det tidligere har været mere eller mindre bandlyst.
Også kvinderne er delt i to lige store lejre, når det gælder mænds ansigtsbehåring. 51 procent af kvinderne foretrækker således en mand, der glatbarberer sig hver morgen, mens den anden halvdel godt kan lide skæg.
Det er især yngre kvinder fra 35 og nedefter, som er glade for skæg.
"Kvinderne fra 35 og opefter er opdraget med idealet om det glatte ansigt fra efterkrigstiden og igen i 1980'erne. De mænd, de har kysset i deres tid, har nok haft glat hud – med undtagelse af nogle få år i 1970'erne. De unge piger er på den anden side vokset op med skæg. Det har efterhånden været på mode i 10 år," siger Mikkel Venborg Pedersen, der er seniorforsker ved Nationalmuseet, og som i en årrække har beskæftiget sig med modens kulturhistorie.
Mænd tænker på mænd
Men mænd lader slet ikke skægget gro for at virke attraktive over for kvinder, mener Maria MacKinney-Valentin.
"Når det gælder markører, som vi bruger til at skille os ud, forholder vi os mere til, hvad vores eget køn tænker. Det gælder også for skæg. I vores undersøgelser kunne vi se, at mænd forholdt sig mere til, hvad andre mænd tænkte, end hvad kvinder fandt attraktivt," siger hun.
Det kan måske være grunden til, at danske mænd på tværs af region og alder lytter til den gamle slager af Gitte Hænning og lader skægget stå, selvom kun lidt under halvdelen af kvinderne finder det attraktivt.