Skudt og dræbt af rottefænger
En rotte, som formentlig har sneget sig ind gennem frontdøren sammen med kunderne, var lørdag morgen skyld i, at bagerafdelingen i Kvickly på Algade i Roskilde lukkede ned i flere timer. Det skriver sn.dk.
"Vores bagermester så en rotte, og så går vi i gang med den procedure, vi har, hvis der er mistanke om skadedyr," siger salgsleder Sabrina Daugaard fra Kvickly til netavisen.
Proceduren betød, at afdelingen blev lukket ned, og alt bagerbrød blev smidt ud, mens en rottefænger blev tilkaldt.
Skadedyrsbekæmperens hund brugte kun 20 sekunder på at finde frem til skadedyret, som hurtigt blev skudt og dræbt. Bagefter gennemsøgte hunden resten af det store varehus, mens blev der lagt knofedt i at få vasket alt grundigt af i stærke rengøringsmidler.
Først ved middagstid, da Fødevarestyrelsen havde givet grønt lys, åbnede man igen, skriver sn.dk.