Fortsæt til indhold

Her er julens bedste brunkage

Karen Volf bager de bedste brunkager – men vælg økovarianten. Lagkagehuset imponerer ikke trods en pris på 65 kroner

Samfund
Af Louise A. Poulsen

Julemor, julemanden og nissebarnet må igennem halvbrankede og kikseagtige brunkager, inden julefreden kan sænke sig med uddelingen af seks stjerner til Karen Volfs økologiske brunkager.
"Havde der været mandler i, havde den været helt fantastisk," siger julemor Tina Brinkbæk.
"Ja, så skulle vi have givet syv stjerner," siger julemand Toke Juhl Nissen og ler.

Spis op

De to har i gennemsnit 30 års erfaring med at optræde som julefolk i julemåneden – og dermed 30 års erfaring i at spise julesmåkager, som de også selv ivrigt bager. Som meddommer har de Tina Brinkbæks søn, Micki på 13 år, der skal sikre, at ikke kun de voksnes smagsløg tilgodeses i testen.
Alle tre dommere er enige om at give Karen Volfs økologiske variant seks stjerner.
"Den smager rigtig godt, er nem at tygge og har en god kanelsmag," siger Micki, mens julemanden konstaterer, at alle de økologiske Karen Volf-brunkager på tallerkenen er spist.

Brunkage smager som kiks

Brunkagerne fra de andre tallerkner bliver derimod ikke spist op. 'Julefryd brunkager' synes dommerne næsten ikke, smager af brunkage.
"Det er mere som en kiks. Den har ikke nogen dårlig smag, men en brunkage skal jo smage af julekrydderier og ikke af kiks," siger Tina Brinkbæk.
Testens uden sammenligning dyreste brunkage fra Lagkagehuset får kun tre stjerner.
"Her kunne man snyde sine gæster og sige, at den er hjemmelavet, for den ser meget autentisk ud. Smagen er o.k., men der mangler power på nelliker, kanel og andre krydderier. Til gengæld har de ikke sparet på mandlerne, men det er nu fint nok,« siger Toke Juhl Nissen.

Måber over prisen

Både han og Tina Brinkbæk stirrer med åben mund og løftede øjenbryn på tallerkenen med Lagkagehusets brunkager, da de efter testen får at vide, at en pose med 200 gram koster 65 kroner.
"Det der – det er frækt! Jeg er lige ved at bruge ord, som julemanden ikke må bruge," siger Toke Juhl Nissen.
"Ja, det er uartigt. De kommer på uartiglisten," siger julemor og ser på julemanden.
"Der er ingen gaver til Lagkagehuset i år – de har været uartige," medgiver han.
Også prisen på Reinh. van Hauens kager til 39,50 kroner for 200 gram, vækker lidt forargelse hos dommerne. Især fordi kagerne er meget mørke og på nippet til at smage branket.
"De minder mig om, hvis julemor har glemt brunkagerne i ovnen, fordi hun var i gang med risengrøden. De er jo alt for hårde. De kan næsten kun spises, hvis man dypper dem i gløgg eller kaffe," siger julemanden og ender alligevel med en positiv konklusion på testen.
"Julen er en dyr tid, og mange har ikke de store penge at holde jul for. Det er dejligt, at der findes gode brunkager, som ikke koster alverden – og at de dyreste slet ikke er de bedste. Så kan alle være med."

lap@sondagsavisen.dk

Det er frækt! Der er ingen gaver til Lagkagehuset i år. De har været uartige
Tina Brinkbæk

Sådan skal brunkager smage
Vi vil have julesmag! Det kan være krydderier som kanel, nelliker, ingefær og kardemomme og måske lidt appelsinskal. Der må gerne være mandler i, og duften er vigtig – der skal dufte af jul, når man åbner kagedåsen. De skal være sprøde, men må gerne være lidt mindre sprøde inde i midten.