Skiftede babyskrål ud med hundehår
Da pædagog Helle Pedersen fra Skjeby gik ned med stress var det starten til en ny levevej. Hun har netop åbnet Skejby Hundesalon
I cirka 16 år bestod Helle Pedersens hverdag af børnepasning, men for fire et halvt år siden gik hun ned med flaget med stress. Det har ført til, at den uddannede pædagog har skiftet bleskift ud med hundeklipning.
Fra årsskiftet tog hun nemlig springet, og Skejby Hundesalon var født.
“Jeg har altid gerne villet prøve at være selvstændig, og så er jeg rigtig glad for dyr, så da jeg under min sygemelding havde muligheden for at komme i praktik hos Dansk Dyreværn i Tranbjerg, sagde jeg hurtigt ja,” fortæller Helle Pedersen, som bor på Ladefogedvej 9 i Aarhus N.
“Jeg kunne hurtigt mærke, at omgangen med dyrene hjalp på min stress, så det satte for alvor gang i tankerne om, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på,” fortsætter den nyudklækkede hundefrisør.
Praktikplads gav afklaring
Tankerne begyndte at kredse om “noget med hunde” - måske en internet-forretning med hundeudstyr, overvejede hun. Efter at have fået dværgpuddelen Dixie var hun nemlig begyndte at interessere sig mere og mere for hundeadfærd og pelspleje. Det fik hende til at søge en praktikplads hos en hundesalon i Randers.
“De lærte mig bare rigtig meget i de tre måneder, jeg var der. Vask, trimning, negleklipning - ja, det hele! Og jeg sugede bare til mig af alt, hvad de fortalte,” siger Helle Pedersen hjemme fra privaten, hvor hun også driver hundesalonen fra.
“Intet tynger mine skuldre”
Praktikopholdet gav hende så meget blod på tanden, at idéen om en internet-butik blev lagt på hylden, og kræfterne blev sat fokuseret ind på opstarten af Skejby Hundesalon fra 1. januar.
“I dag har jeg 40-50 personer i mit kundekartotek, så jeg synes faktisk, at det har været en pæn og positiv begyndelse. Der har virkelig ringet mange, som har givet udtryk for, at der har manglet en hundesalon i området,” fortæller Helle Pedersen, som både vasker, trimmer, plukker samt renser ører og klipper negle på de firbenede venner.
At hundesalonen var det rigtige valg for ekspædagogen, er hun ikke i tvivl om.
“Jeg tror ikke, at jeg har haft det bedre i lang, lang tid. Der er ikke længere noget, som tynger mine skuldre,” fortæller Helle Pedersen, som har åbent mandag 8.30-17, tirsdag-torsdag 8.30-16 og fredag 8.30-14.