Køb på nettet og få det leveret til døren
Horsensfirmaet Fyrværkerimesteren udvider med onlinesalg og mulighed for levering af nytårskrudt til døren
Horsensfirmaet Fyrværkerimesteren har de seneste otte år solgt fyrværkeri fra opvarmede telte til de 'skydeglade' borgere i området. Som noget nyt har firmaet i år åbnet op for salg af nytårskrudt online med mulig levering til adresser i Odder, Horsens og Hedensted Kommune.
“Det er smart for folk uden bil. I en bus må du ikke transportere fyrværkeri over 500 gram. Vi har også fået en bestilling fra en, der skal på ferie og først kommer hjem den 31. december. Han kan ikke nå at købe noget, så han har bestilt direkte til den adresse, hvor han skal holde nytår,” siger Mads Daugaard Sørensen.
Mads mener, at salg af fyrværkeri fremover vil komme til at foregå mere på nettet. Ifølge ham er der flere fordele ved nethandlen:
“Kunder kan se videoer af det fyrværkeri, vi har i sortimentet online. I teltene kan man typisk kun se et billede på en plakat.”
Tryghed og sikkerhed
Mads driver firmaet sammen sin fætter Frederik Daugaard Sørensen. Udover netbutikken sælger de fyrværkeri fra to opvarmede telte placeret i Bjerre og Egebjerg.
“Det giver lidt tryghed, at vi ikke har salgsteltene midt i byen, men at vi ligger, hvor der er knap så befolket,” siger Mads.
Skal fyrværkeriet bringes ud, er der også styr på sikkerheden. Bilerne, fyrværkeriet bliver transporteret i, er sikkerhedsgodkendte, og chaufførerne, der skal håndtere krudtet, er uddannede til at håndtere farligt gods.
Tragisk baggrund
Det var oprindeligt Martin Daugaard Sørensen, storebror til Frederik og fætter til Mads, der startede Fyrværkerimesteren. Han drev firmaet selv, indtil han for to år siden var involveret i en tragisk bilulykke på motorvejen, hvor en lastbil torpederede en række biler, der holdt i kø.
“Martin slap heldigt fra ulykken, hvor tre andre mennesker blev dræbt, men han har stadig mén efter ulykken og har været sygemeldt siden,” fortæller Mads.
Mads og Frederik har før hjulpet Martin med fyrværkerisalget i december, så da Martin selv blev uarbejdsdygtig, var de klar til at hjælpe med at overtage driften.
“Vi håber, at Martin en dag kan vende tilbage til firmaet. Ellers tror jeg ikke, vi havde gjort det,” siger Mads.
Selvom baggrunden for Mads' arbejde med salg af nytårskrudt er tragisk, og han ikke har en lige så stor interesse for fyrværkeri som firmaets stifter Martin, har Mads alligevel fundet glæde ved at sælge det:
“Det er fem dage med glade kunder. Det er sjovt at sælge fyrværkeri.”