Den dag da... naboen fik hjertestop

Ægteparret Lone og Steffen Rasmussen sidder i stuen den lørdag morgen.
De er kommet en uge tidligere hjem fra ferie, fordi Steffens far pludselig blev alvorligt syg. Lone havde våget over sin svigerfar i 12 timer, da han fredag døde. 86 år gammel.
Efter en forbavsende god nats søvn sidder ægteparret i sofaen og spiser morgenmad. Franskbrød med brie og jordbær-rabarbar-syltetøj. Midt i et indre kaos, er det rart, at morgenmaden i det mindste er, som den plejer at være.
Tårerne er svære at få hold på for Lone, der sidder i sin bomuldsnatkjole. Om lidt skal hun i bad, og så skal de over til svigermoderen, der får besøg af en bedemand. Alt det praktiske skal ordnes.
Hendes mand græder ikke, men han har sat sig ved siden af hende i trepersoners-lædersofaen. Lænestolen er ellers hans foretrukne siddeplads. De kigger ud mod terrassen, haven og naboerne på den anden side af den lille stikvej på Mustrupvej i Mårslet.
“Det er Allan, det er Allan!”
Pludselig hører de en skinger, angstfuld stemme.

Den unge kvinde, der bor overfor, kommer springende henover en lille stensætning, som adskiller de to huse på den modsatte side af vejen. Hun løber ind i nabohuset. Straks efter er hun ude igen sammen med nabokonen. Henover stenene. Tilbage ind i huset.
Kort efter kommer kvinden igen ud, skrigende, nu med en mobiltelefon i hånden.
Lone styrter ud på badeværelset og hopper i de cowboybukser, hun havde på dagen før, og som, hun ved, ligger fremme.
Hun løber ud på vejen, op mod nabohuset. Her sætter hun pludselig farten ned. Husker sig selv på, at hun ikke er i særlig god form, og hun vil ikke være forpustet, når hun møder naboen. Hun ved fra sit arbejde, som social- og sundhedshjælper, at man ikke træffer gode beslutninger, hvis man er forpustet.

Livløs far på gulvet

Den unge, slanke nabo, Allan, ligger på tværs i børneværelset på en blå, tynd madras.
I en tremmeseng i hjørnet står hans to år gamle søn og holder fast i sengekanten med begge hænder. Han kigger tavst ned på den livløse far. Lone sætter sig ned på knæ ved siden af Allan, og siger med det samme til hans kone, at det er et hjertestop, selvom hun aldrig har oplevet det før. Hans blå læber gør, at hun ikke er tvivl.
Alligevel slår hun ham resolut to gange hårdt på kinden med flad hånd for at få ham til at vågne. “Kom så”.
Ingen reaktion. Som at slå til en ballon. Ind i mellem blafrer læberne lidt på ham. Det er en svag, besværet vejrtrækning. Hun stikker fingrene ind i munden på ham. Der er ikke noget. “Det er hjertestop, hent Steffen”.
Allans kone løber ud af huset og skriger på Lones mand.
Imens lægger Lone hænderne oven på hinanden ved siden af brystbenet ind imod hjertet, som hun har lært på et kursus i hjertelunge-redning. Hun trykker hårdt på den livløse krop.
Det føles som døde læber, der rammer hendes, da hun puster ham ind i munden og får en grim metal-smag retur.
Da hendes mand, Steffen, kommer ind i værelset, gentager hun nøgternt, at det er hjertestop.
Han sætter sig overskrævs på den unge mand og går med det samme i gang med at trykke på brystkassen, mens Lone holder hovedet fast med to hænder og puster ind i munden.
To indblæsninger efter 30 tryk. Steffen tæller højt.
Allans kone giver mobiltelefonen med kontakten til alarmcentralen til Lone. Hun tager røret op ind i mellem og hører en behagelig, rolig stemme, der forsikrer hende om, at de gør det eneste rigtige. De skal bare blive ved. Hun må lægge røret ned, når hun skal puste. Men lige så snart hun tager det op, er stemmen der igen.
Ambulancen er på vej.

Brækker hans ribben

Drengen står stadig i tremmesengen. Det generer Lone, og hun beder moderen fjerne ham. “Tag barnet”.
Pludselig hører de sirenerne.
“Der er ambulancen,” konstaterer Steffen. Han bliver ved med at tælle.
Kort efter er sirenen væk igen. Senere finder de ud af, at et vejarbejde har forsinket redningsfolkene.
Lone skubber Steffen væk. For at skåne ham. Hun kan se, at det er hårdt at trykke så hårdt så mange gange. Men hun bliver hurtigt puffet væk af ham igen. Hun trykker ikke hårdt nok.
Så lyder der et højt knæk. “Jeg har brækket hans ribben”, siger Steffen.
Lone giver beskeden videre til den rolige stemme. “Det er ligegyldigt. Bare bliv ved.”
Allan går nu i kramper. Lone har set det før i sit job, hvor hun har oplevet misbrugere gå i kramper. Hele kroppen ryster, øjnene drejer rundt. Hun tager fat i ham og vender ham om på den ene skulder, når lige at tænke; 'Åh nej, nu kan vi ikke trykke på brystet mere,' så tager kramperne af, og de vender ham rundt igen.
Den maskinelle tællen fortsætter; 30 tryk, to pust.
Ægteparret arbejder systematisk. Urolige, men ikke bange eller paniske.
I 26 år har de været gift. De er vant til sejle sammen. Vide præcis, hvad den anden gør og stole på hinanden 100 procent.
Pludselig lyder sirenerne igen. Denne gang helt tæt på. Kort efter kommer ambulancefolkene ind i det lille børneværelse. “Det går jo godt. I fortsætter bare,” lyder beskeden.
Og mens redningsfolkene rigger deres udstyr til, fortsætter Lone og hendes mand den udmattende kamp for liv. Uden at Allan på noget tidspunkt har givet et livstegn fra sig.
Omkring en halv time efter Lone første gang pustede luft ind i Allan, tager de professionelle over.

Rolige øjne giver ro

I gangen uden for børneværelset udspørger en af ambulancefolkene Lone om, hvad der er sket. Hun har svært ved at finde ordene. Hun bliver ved med at kigge ind på Allan, der stadig ligger livløs midt i al tumulten.
Lone går ud til sin mand, der har sat sig på stensætningen mellem husene for at ryge en cigaret. Kraftige sveddråber løber ned ad hans ansigt. Hun sætter sig ved siden af ham og tænder selv en smøg. Steffen har et fattet blik, der giver Lone ro.
Først senere samme aften efter de har været hos Steffens mor og talt med bedemanden, snakker de om Allan. Vil han nogensinde vågne igen? Og hvilket liv vil han i så fald få?
Et par dage efter hører de, at Allan lever og er reddet fra alvorlige hjerneskader. Nogle uger efter får de Allan og hans kone på besøg. De kommer med gaver til dem og et stort behov for at udtrykke deres taknemlighed over den hurtige og determinerede reaktion, som reddede Allans liv.