Nærvær er den bedste trøst

Hvordan kunne det ske? Der rejser sig mange spørgsmål efter drabet i Korup. Torben Bæk Klein, ledende psykolog på psykiatrisk afdeling på OUH, giver her en forklaring på nogle af de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende, når et barn bliver dræbt af en forælder. Hans svar er af generel karakter og henviser dermed ikke til den aktuelle sag.

Hvad kan drive et menneske til at slå sit eget barn ihjel?
"Det handler ofte om en forælder, der er trængt i sit liv og som gennemgår en eksistentiel krise, eksempelvis efter et ophør af samlivet.

I mange af sagerne er der ikke tale om en psykose i gerningsøjeblikket, men om at jalousien og de indebrændte følelser tager over. Et hyppigt fællestræk er, at gerningsmændene har problemer med vredeshåndtering og måske tidligere har udvist voldelig adfærd.

Kombinationen af jalousi, manglende vredeshåndtering og eventuelt alkohol eller stofmisbrug kan forstærke tendensen til at reagere impulsivt i ønsket om at ramme den anden part på det område, hvor hun er allermest sårbar.

Jeg vil ikke sige, vi alle kan komme derud. Men det kan ske for flere, end man regner med. Som Lars Lilholt synger, så er der ikke så langt fra kærlighed til had, for hvis man har investeret følelser i et andet menneske, så kan følelserne vende ved oplevelse af svigt eller jalousi. Ofte oplever man, at omgivelserne slet ikke så det komme."

Hvordan tager personalet på sygehuset sig af en person, der har slået sit eget barn ihjel?
"Når gerningsmanden kommer ind, vil han ofte være forvirret, i krise, have svært ved at huske og problemer med at koncentrere sig.

Det er vigtigt, at man som fagperson er trænet i at kunne lægge personens handling til side og forsøge at forstå mennesket med de vilkår og den baggrund, der gør, at han er kommet hertil i sit liv. Der foretages en individuel vurdering af personens tilstand, hvor vi med en åben tilgang sporer os ind på, hvad personen har brug for."

Hvordan reagerer gerningsmanden, når det går op for ham, hvad han har gjort?
"Det afhænger meget af gerningsmandens grundlæggende personlighed. Hvis der er tale om et almindeligt menneske, der af forskellige årsager er kommet så langt ud, vil han, når den første bølge har lagt sig, blive ramt af fortrydelse, skam og skyldfølelse. Han vil gribe fat i sig selv, græde og virkelig fortryde sin handling.

Men hvis gerningsmanden eksempelvis er personlighedsforstyrret og med dyssociale træk og ikke har evnen til at føle dyb empati, så vil han måske i højere grad fokusere på, hvor uretfærdigt omverden har behandlet ham og dermed søge at retfærdiggøre sin handling.”

Hvordan kan man lindre smerten hos de efterladte?
"Den fagprofessionelle støtte af de efterladte handler i krisesituationen om at være nærværende, til stede og klar til at svare på de spørgsmål, der opstår.

Noget af det sværeste for den forælder, der står tilbage, er, når omgivelserne ikke altid reagerer hensigtsmæssigt. Det er en balancegang. Personer i det private sociale netværk kan blive over-involverede og stille en masse spørgsmål, men hvis man ikke har en relation til personen i forvejen, gør man klogt i at holde sig lidt på afstand. Man skal med andre ord ikke begynde at plapre løs, hvis relationen er på det niveau, hvor man bare lige hilser på hinanden i Brugsen.

Men hvis man for eksempel har børn i samme klasse, så skal man vise, at man er der. Det handler om nærvær. At man viser, man er til rådighed og tør spørge ind til, hvordan det går. Den slags omsorg har stor betydning for den efterladtes helingsproces."

Kan man nogensinde komme sig over tabet af et barn?
"Det korte svar er nej, man kommer sig aldrig helt over det at miste et barn.

Hos nogle opstår der magiske fantasier om, at hvis man bare selv var død, ville man på et eller andet plan kunne være sammen med barnet. Selvmordstanker vil derfor komme op ved mange, men selvmordshandlinger er ikke det typiske.

Nogle lever så meget med de døde, at de aldrig kommer videre i livet. De lader for eksempel barnets værelse stå uberørt for altid og fortsætter i det hele taget dagligdagen som om, barnet stadig var der. Andre dulmer smerten med alkohol eller stoffer, eller de vælger at ignorere smerten helt.

Men hvis sorgprocessen er sund, så man får snakket om sine tanker og følelser og der er tilstrækkeligt med støtte også fra netværket, kan den efterladte godt med tiden skabe sig en ny og god tilværelse, selvom der altid vil være ar på sjælen."