Fortsæt til indhold

Master Fatman konferencier til traditionsrig nytårskoncert

Den korpulente entertainer er udnævnt til anfører, når Randers Kammerorkester spiller det nye år ind med en koncert i Kulturhuset Pavillonen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Master Fatman, der bærer det borgerlige navn Morten Lindberg, skal ikke synge om Jordisk Kærlighed, som han gjorde det i lyserødt tøj og med hestehaler siddende på en Puch Maxi i selskab med to gravide korpiger ved Melodi Grand Prix 1995. når han lørdag 10. januar medvirker ved nytårskoncerten med Randers Kammerorkester i Kulturhuset Pavillonen.
Master Fatman er hidkaldt som konferencier, "Danmarks eneste kosmiske konferencier", ifølge den bredbringede mand selv med skyldig henvisning til sit gamle Kosmiske Parti, der opstillede ved kommunalvalget i København 1994 og opnåede 2.136 stemmer.
Det bliver dog Randers Kammerorkester, der skal levere Strauss, Lumbye, og hvad der ellers hører til en rigtig nytårskoncert under ledelse af David Riddell.
Det er Sparekassen Kronjylland, der har trukket sin traditionsbundne nytårskoncert med Randers Kammerorkester til Grenaa igen, og bidrager med champagne undervejs.
Billetter kan købes ved henvendelse til Sparekassens afdeling på Østergade 11 i Grenaa.