Fortsæt til indhold

Kæmpe ejendom ved åen ombygges

Tidligere teknisk skole på Munke Mose Allé laves om til familie-, senior- og ungdomsboliger

Samfund
Emil Hermann

En eksklusiv ejendom med Odense Å og Munke Mose som naboer skal nu gennem en omfattende ombygning.
Der er tale om de smukke, gamle bygninger på Munke Mose Allé, der oprindeligt har huset Teknisk Skole i Odense.
Tasfo Selskaberne, der i forvejen udlejer boliger i København, Aarhus og mange andre byer, har købt ejendommen på omkring 13.000 kvadratmeter. Undervisningslokalerne skal i fremtiden ombygges til boliger, der passer til flere forskellige aldersgrupper i Odense.
Det fortæller Jesper Steen Tastesen, direktør i Tasfo Selskaberne.
“Vi vil opføre lejligheder til både seniorer, familier og studerende. Vi oplever i København og Aarhus, at denne forskellighed i sammensætningen skaber et godt fællesskab på tværs af lejerne,” siger direktøren.
Den nyrenoverede ejendom, hvor det forventes at mindst 100 lejligheder bygges, er endnu ikke navngivet. Dette sker i forbindelse med første spadestik til foråret. Arbejdstitlen på projektet er lige nu 'Generationernes Hus'.
“Vi arbejder med en vision om at skabe et bæredygtigt miljø, hvor vi ser muligheder i fællesindkøb, et gårdrum med køkkenhave, og, hvis beboerne ønsker det, fællesspisning i skolens nuværende kantine, som vi gerne vil bevare til det formål. Det skaber forhåbentlig et godt socialt fællesskab på tværs af alderstrin, og så sparer vores lejere penge på madbudgettet,” siger Jesper Steen Tastesen.

Ikke billige boliger

Selvom arkitekttegninger endnu ikke er udarbejdet til lejlighederne i den historiske ejendom fra 1899, så kan Jesper Steen Tastesen allerede nu afsløre, at huslejen vil være på et ret venligt niveau.

“Vi kommer ikke til at tilbyde billige boliger, men vi tilbyder bedre boliger, hvor de fleste kan være med i forhold til kvaliteten,” forklarer han.
“Ejendommen har haft en høj købspris, og ombygningen trækker også godt op i udgifterne, da vi skal opføre en helt ny underjordisk p-kælder i baggården, hvor beboerne kan parkere deres biler. Det er et krav fra kommunen, at hver lejlighed skal have egen p-plads, så indtil videre er der kun plads til lejernes køretøjer,” oplyser direktøren.
Størrelsen på lejlighederne varierer fra omkring 70 og op til 140 kvadratmeter med eget køkken og bad og vil være klar til indflytning i sidste halvdel af 2018.

Sådan søger du bolig

Hvis du allerede nu har fået interesse for boligerne, så kan du skrive dig op på hjemmesiden www.munke-mose.dk.
“Her skal du udfylde en blanket med dine oplysninger, og så vil du få besked om, når du skal skrive dig op til konkrete lejligheder. Men det sker først, når vi har lavet arkitekttegningerne i løbet af foråret,” siger Jesper Steen Tastesen.
Tasfo Selskaberne har købt ejendommene af to forskellige sælgere. Teknisk Skole er solgt af Syddansk Erhvervsskole, og ejendommen på Hunderupvej 17 er solgt af HF & VUC Fyn. Købsprisen ønskes ikke offentliggjort, men den er tilgængelig, når skødet tinglyses.