Fortsæt til indhold

Nu finder systemet gråzone-børnene

Nordsjællandske kommuner fandt sidste år over 1000 flere børn og unge med problemer i forhold til 2013. Det er ’gråzone-børnene’, der nu dukker op, siger nordsjællandsk professor

Samfund
Michael Harsvik

Antal underretninger om børn og unge, der har det svært, er eksploderet i Nordsjælland. Samlet er der over 2.000 flere underretninger i 2015 i forhold til 2013, og flere end 1.000 børn ekstra er kommet i myndighedernes søgelys.
Det viser en aktindsigt, som Politikens Lokalaviser har foretaget. Stigningen i antallet af underretninger skyldes blandt andet den såkaldte 'Overgrebspakke' fra 2013. Her blev det for første gang slået fast, at kommunerne skulle reagere på en underretning inden for 24 timer. Samtidig iværksatte Ankestyrelsen en kampagne for at få kommunerne til at reagere hurtigere og bedre.
Professor og dr. phil., Per Schultz Jørgensen, har i mange år forsket i børns vilkår, og han er overrasket over, at overgrebspakken er slået igennem med så stor kraft allerede nu:
"Der er sket en normændring i kommunerne, så det ikke længere kun handler om børn, der skal anbringes uden for hjemmet. Nu handler det helt generelt om børn, der mistrives. Og dem er der mange af. Vi vurderer, at 15 procent af alle børn mistrives, og af dem er 5 procent de såkaldte 'gråzone-børn, og det er dem, vi ser i systemet nu," vurderer Per Schultz Jørgensen, der privat bor i Farum.
Gråzonebørn er børn fra familier med dårlige skilsmisser, misbrug, vold, psykiatriske lidelser hos forældrene og med langvarig anbringelse i fattigdom. Men der er også et stigende antal børn med problemer fra mere velbjærgede familier, og dem findes der flere af - blandt andet i en region som Nordsjælland.
"Det er børn, der har symptomer på ondt i livet, de skader sig selv, de kæmper med lavt selvværd, og de oplever ikke at kunne klare presset fra konkurrencesamfundet. Undersøgelser viser, at blandt 15-årige piger er det hver fjerde - blandt drengene lidt færre - der har symptomer hver dag," siger Per Schultz Jørgensen.

Kommunernes indsats

I hele Nordsjælland er antallet af underretninger steget fra 4.156 i 2013 til 6280 i 2015, og en så massiv stigning stiller stor krav til kommunernes indsats, mener Per Schultz Jørgensen.
"Grundlæggende er det godt, at kommunerne får øje på flere børn og unge, der har det svært, men kommunerne får også flere sager at arbejde med. Mange kommuner har ungerådgivninger, men der er ingen tvivl om, at tilbuddet også skal omfatte familier med mindreårige børn. Hvis man bare lader underretningerne ligge, eller giver en overfladisk hjælp, skader det mere, end det gavner. Det bliver en ny nedtur og ender med et svigt af dimensioner," siger Per Schultz Jørgensen.
Kommunerne skal heller ikke glemme den forebyggende indsats:
"Det handler om en tidlig indsats, så problemerne ikke sætter sig fast. Det er ikke nok at gøre børn dygtige i intellektuel forstand. Børnene skal have et styrket livsgrundlag, der kan hjælpe dem til at udvikle en mental modenhed og robusthed," siger Per Schultz Jørgensen.

Kind h‡§lt die H‡§nde vor das Gesicht