Camilla dyster ved VM i ironman på Hawaii

"En evne til at nå personlige mål trods omgivelsernes modstand eller egne begrænsninger."

Slår man op i Nudansk Ordbogen under 'Viljestyrke', står det ovenævnte. Der kunne dog lige så godt stå Camilla Pedersen fra Esbjerg, for den lokale triatlet er ganske enkelt indbegrebet af determination og viljestyrke.

De fleste er bekendt med historien om hendes vej fra superatlet til 19 dage i koma efter et styrt på en træningstur og tilbage til verdenseliten igen. I denne uge skal hun atter engang vise sine evner indenfor løb, cykling og svømning, når hun for anden gang i sit liv stiller op til verdensmesterskaberne i ironman på Kailua-Kona på Hawaii.

For godt fire uger siden drog Camilla Pedersen til USA, og siden Hawaii, for at træne under de bedste klimatiske forhold, men inden da fandt hun tid til at mødes med Lokalavisen Esbjerg. Det blev til et interview om det ikoniske Hawaii, følgerne af den fatale ulykke og en særlig stædighed. Om at tage små skridt i livet, en drøm om at blive mor og at nyde livet hver eneste dag.

Du tager nu for anden gang til Hawaii for at konkurrere. Hvad er det, der er så specielt ved det ræs?
"Er der et sted, hvor alle gerne vil vinde, så er det på Hawaii. Det er her ironman disciplinen opstod, det er en sand folkefest i hele ugen op til løbet, alle store sponsorer er her, og så er det selvfølgelig VM titlen, der er på spil. Og så er der bare noget mytisk over Hawaii, og det handler selvfølgelig om omgivelserne, klimaet og så videre. Alle de bedste atleter er samlet her, men faktisk er det kun cirka 50 procent, der præsterer på topniveau, mens resten ikke har forberedt sig godt nok på. Som sagt, alle vil bare gerne vinde på Hawaii."

Der er vel også en stor mental udfordring ved sådan et særligt ræs?
"Det er der i høj grad, og det er lidt et puslespil, der skal lægges. Der er rigtig mange ting at tage højde for. Fysisk ligger mange af os professionelle triatleter meget tæt på hinanden, så det er på mentaliteten, at man kan skille sig ud. Og der er jeg stærk. Men selvfølgelig er det fysiske også vigtigt, og man må eksempelvis ikke være fuldstændig trimmet iden Hawaii, som mange tror. Der skal være noget at tære på undervejs. Derudover skal man måske holde lidt igen på cykelturen, så man ikke 'koger over', ligesom man skal finde ind i nogle grupper, men stadig køre sit eget ræs. Man sveder også ekstremt meget på grund af luftfugtigheden, hvilket gør, at saltbalancen hele tiden skal være i orden. Det er som sagt et puslespil, men det er også det, jeg synes, er så fedt."

Hvordan er formen er forud for VM?
"Den kunne godt være bedre. Jeg styrtede og brækkede kravebenet for nogle måneder siden, og har siden fået en skrue indopereret. Det generer mig desværre mere, end jeg havde forventet. Derudover har jeg ikke løbet 42 kilometer i snart to måneder nu, da min krop simpelthen ikke kan holde til det. En følgeskade af ulykken for tre år siden er, at jeg mistede meget af mit knoglevæv og i dag lider af knogleskørhed. Så jeg er nødt til at holde lidt igen med løb. Men jeg er bare virkelig glad for at være med, og jeg er også realistisk omkring mine chancer. Det er ikke i år, at jeg kommer på podiet, men derfor vil jeg stadig give alt, hvad jeg har i mig. Men jeg vil også bare nyde, at jeg er tilbage på Hawaii."

Det ville være en underdrivelse at konstatere, at du har været ramt af en del modgang. Hvorfra finder du viljestyrken til at blive ved?
"Fordi jeg elsker det! Og fordi det for mig bare ikke er en mulighed at give op, før jeg selv ved, at det er den eneste mulige udvej. Jeg er meget stædig, som du ved."


Hvordan kommer det til udtryk?
"Blandt andet ved, at der ikke er nogle, der skal komme og fortælle mig, at noget ikke kan lade sig gøre. Som lille pige løb jeg et 5-kilometers løb med to brækkede arme, fordi jeg ville bevise, at jeg var lige så sej som min storebror. Under min første hele ironman brækkede jeg foden efter 25 kilometer, men løb alligevel de sidste 17 kilometer, for jeg ville gennemføre. Og jeg vandt i øvrigt også.
Ved EM i ironman i Frankfurt havde jeg en hofteskade og måtte udgå med 23 km tilbage. Men det var kun, fordi min træner besluttede det.
Da jeg vågnede fra komaen efter ulykken, sagde lægerne, at jeg skulle forvente at sidde i kørestol resten af mit liv. Nu skal jeg så for anden gang siden ulykken til VM på Hawaii. Der er bare ikke nogen, der skal fortælle mig, at der er noget, som jeg ikke kan. Så bliver jeg endnu mere stædig."

Der ligger tusindvis af træningstimer bag. Hvordan bliver du ved med at finde motivationen?
"Jeg elsker at krydse en målstreg. I bund og grund kan det siges så enkelt. Jeg er virkelig et konkurrencemenneske, men jeg elsker også at udfordre mig selv. Men når jeg har trænet op mod noget længe - og jo, det gør vanvittigt ondt sommetider - så er det bare det hele værd, når den mållinje krydses. Jeg har altid troen på at kunne levere et godt resultat, selv om jeg med årene, og efter ulykken især, også er blevet lidt mere realistisk. Jeg lytter i hvert fald mere til min krop i dag. Det er jeg simpelthen nødt til, for der kommer jo også et liv efter konkurrencerne."

Og hvad skal det liv så bruges på?
"Haha, det var et stort spørgsmål. Jeg føler stadig, at jeg har nogle år i mig endnu, og jeg vil også være at finde på Hawaii næste år, medmindre der sker et eller andet uforudset. Men jeg sætter mig hele tiden nye delmål, og jeg har fortsat masser af motivation."

Men stadig, der kommer jo en dag, hvor du skal tænke på at lave noget andet?
"Det er rigtigt, og jeg er også fyldt 33 år nu, så så langt ude i fremtiden er et karrierestop heller ikke. Jeg kunne godt tænke mig at bruge min uddannelse som professionsbachelor i ernæring og sundhed til at hjælpe andre. Men gennem min sport har jeg også lært en masse spændende mennesker at kende, så det kan også være, at det bliver noget helt andet. Jeg ved bare, at jeg gerne vil arbejde med - og hjælpe - mennesker på den ene eller anden måde."

Hvad med børn, er det i dine overvejelser?
"Det er det helt bestemt, og jeg vil meget gerne have børn. Min mor er dagplejer, så jeg er vokset op med små børn omkring mig. Jeg elsker børn, og jeg har en stor drøm om at blive mor på et tidspunkt. Det skal bare ikke være lige nu."

Men din ulykke har vel også sat flere tanker om fremtiden i gang hos dig?
"Både og. Det har selvfølgelig sat nogle ting i perspektiv. Jeg har fået meget medicin i forbindelse med ulykken og lider som sagt også af knogleskørhed. Derudover har man også opdaget, at jeg har en hjertefejl, men det er ikke noget, som jeg lader fylde voldsomt meget. Alle har jo udfordringer i deres liv. Jeg tager små skridt og nyder hver dag. Jeg er virkelig glad for livet hver eneste dag."

Og nu glæder du dig så til VM i ironman på Hawaii?
"Jeg glæder mig helt vildt. Det er det største, og jeg er så stolt over, at jeg er nået hertil. Jeg vil give alt, jeg har, men samtidig også bare nyde det. Så må vi se, hvor langt det rækker...”



Om Camilla Pedersen:

Født 8. juni 1983 i Esbjerg.
Daglig træningstid: 8-10 timer i gennemsnit.
Tidligere sport: Svømning og ishockey.
Uddannelse: Professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Om ulykken:
Den 3. september 2013 trænede Camilla Pedersen intervalpas på sin cykel sammen med en gruppe andre triatleter.
Hun var 30 år og sit livs form. En måned senere skulle hun deltage i ironman på Hawaii.
Efter en hård opbremsning blandt de forreste ryttere, styrtede Camilla Pedersen og fløj hen over sin cykel og landede på sin højre side. Hjelmen flækkede, og hun fik åbent kraniebrud.
For at skåne hjernen og lade den restituere valgte lægerne at lægge hende i kunstigt koma. I 19 dage var hun væk, og hun blev spået en fremtid i en kørestol.

Om Hawaii:
Ironman (på dansk også jernmand) er kendt som "kongedistancen" inden for sportsgrenen triatlon, hvor man skal svømme 3800 meter, cykle 180 km og løbe 42,195 km (et maratonløb).
Navnet opstod efter en konkurrence på Hawaii i 1978.
VM på Hawaii er af samme grund det mest prestigefyldte løb indenfor sporten, og det er her, at alle de bedste i verden hvert år i oktober dyster.