10 gode råd til haven i juli
Beskær træer og buske, lav selv stiklinger, tør krydderurterne og meget mere
1. Beskær træer og buske
Fjern grene, der generer ved fx at hænge for lavt eller hænger ind over græsplænen, på buske og træer. Om sommeren er træer og buske i god vækst, og deres sår heler derfor hurtigere, hvis du saver eller klipper en gren af med beskærersaksen.
2. Lav dine egne stiklinger
Sommeren er den bedste tid på året til at lave dine egne stiklinger. Alt du behøver er en moderplante af fx lavendler, fuchsia, pelargonie, eller andre planter, hvorfra du nemt kan lave stiklinger af deres bløde urteagtige stængler.
3. Høst dine egne krydderurter
Krydderurter har mest smag før deres blomstring, derfor er det bedst at høste dem til tørring i juli. Klip små bundter af fx rosmarin, salvie, timian og basilikum. Høst helst de små kviste om formiddagen i takt med, at duggen forsvinder, Så bevarer du bedst de æteriske olier i stænglerne.
4. Sørg for god luft i drivhuset
Sørg altid for god udluftning i drivhuset. For høje temperaturer giver misvækst og sygdomme hos fx tomat- og agurkeplanter. Åbn vinduerne, når du tager på ferie. drivhuset kan klare sig i 1-2 uger uden pasning på denne måde.
Sådan gør du haven sommerferieklar
5. Lav din egen hyggekrog
Haven skal ikke kun være arbejde. Hvis du ikke har nok steder, hvor du kan koble helt fra og slappe af, så lav din egen hyggekrog. Lav fx en lille siddekrog med en liggestol i buskads, eller hæng en hængekøje op i nogle træer,
6. Sæt krukker ind i skyggen
Placér i ferieperioden krukker og potter i skyggen eller på et sted med mindre sol. dermed bliver vandforbruget mindre. Plant planter fra krukker, som du er særlig sart over for, ud i havejorden på et skyggefuldt sted, og gennemvæd jorden, så kan de fleste planter og blomster holde i op til 8 dage uden vanding.
7. Bind klatrende planter op
Alle havens klatrende planter som blåregn, klematis og klatreroser vokser voldsomt om sommeren. Bind dem derfor løbende op, og før væksten i de retninger, du ønsker.
8. Lad vennerne høste, når du er på ferie
Har du en køkkenhave, men rejser væk på ferie, så alliér dig med nogle venner eller familiemedlemmer, der mod at få smagsprøver høster og ordner moderat i din køkkenhave.
9. Efterså grøntsager i køkkenhaven
Efter høst af nogle af afgrøderne i køkkenhaven, er der plads til nye køkkenurter. Drys evt. 1 cm kompost ud og vend det rundt i de øverste 1 cm køkkenhavejord. Prikl' evt. porrer ud eller så nye hold af spinat, salat og radiser.
10. Slå plænen 2 gange efter ferien
Når du kommer hjem efter flere ugers ferie, er græsset blevet højt. Slå plænen første gang med en klippehøjde på ca. 5 cm. Slå dernæst græsplænen på tværs af første klipning til en klippehøjde på ca. 2-2,5 cm, da højt græs kan være vanskeligt at klippe pænt i én klipning.
Lavendler - sådan planter du dem