Drømmen er gået i opfyldelse

Mobilfeberen Pokémon Go raser i hele landet og således også Odense.
I sidste uge samledes omkring tusind spilentusiaster på Flakhaven til en koordineret jagt på imaginære tegneseriefigurer, og ifølge Google har mobilspillet vippet pornoen af pinden som det mest efterspurgte emne i søgeportalen.
Personligt har jeg haft svært ved at forstå spillets popularitet. Men Emil Yung, 21 år og glødende Pokémon-fan, har lovet at vise mig, hvad det hele går ud på.
Vi sætter hinanden stævne i området omkring Odense Banegård Center, som er et godt sted at spille. Når mange mobilbrugere er samlet på ét sted, genereres der nemlig flere figurer.
Første trin er at downloade app'en, oprette en bruger og vælge en figur i spillet. Jeg gør mig klar til Pokémon-jagt, men spørger først Emil, hvorfor han er så vild med spillet?
“Nostalgi spiller en stor rolle,” forklarer han.
“Som barn spillede jeg Pokémon på Gameboy og samlede på kort. Dengang drømte jeg om at fange figurerne i virkeligheden, og med Pokémon Go er drømmen gået i opfyldelse. Det er et socialt spil, som er fedt at dele med vennerne, og så får man en masse motion. I løbet af de ti dage, jeg har haft app'en, har jeg gået over 50 kilometer udelukkende i jagten på Pokémon,” siger han.
Det med motionen lyder tillokkende, og sammen trasker vi ud for at lede efter figurer. Det er lidt af en batterisluger at bevæge sig rundt i byen med tændt telefon, og når øjnene er rettet mod skærmen, øges risikoen for at gå ind i en lygtepæl.
Men Emil forklarer, at jeg skal sætte flueben i en særlig 'battery-saver'-funktion, vende telefonen på hovedet og putte den i min baglomme. Så vil den automatisk vibrere, når der er en Pokémon i nærheden.

Haps!

Vi går videre, begge spændte på, hvornår mit bagparti mon begynder at brumme.
Pludselig er den der: Uden at vide det har vi nærmet os fuglen Pidgey. Jeg fisker den summende mobil op og tænder kameraet, så det ser ud som om, figuren er lige foran os.
Nu gælder det om at ramme den med en Pokéball, som swipes afsted på skærmen. Det er lidt sværere, end jeg troede.
“Du skal nok øve dig i at ramme lidt mere præcist. Ellers løber du hurtigt tør for bolde,” råder Emil, og i fjerde forsøg lykkes det at skyde fuglen ned.
Pidgey er min, og spillet kvitterer med et Gotcha!, der bedst kan oversættes til: “Nu har jeg dig”. Trods fangsten er jeg endnu usikker på, om Pokémon Go er noget for mig.
Det virker mest af alt lidt sært. Jeg lufter tanken om, at jeg med mine 32 år måske er for gammel til den slags. Men det argument skydes ned af Emil:
“Der er masser af midaldrende familiefædre, der spiller med deres børn. Selv min mor, der snart fylder 50, interesserer sig for spillet. Hun samler Pokémoner, når hun alligevel er på golfbanen,” opmuntrer han.

App'en overvåger dig

Jeg giver det et forsøg mere og mærker pludselig et snert af adrenalin.
Næste Pokémon fanges i første hug, og nu begynder jeg så småt at forstå hypen. Men hvad med privatlivet? Spillet kræver adgang til min geografiske placering, kontakter og kamera - og den kan endda se min lokation, selv om programmet er lukket.
“Er du ikke bange for, at dataene bliver misbrugt?,” spørger jeg.
Emil ryster på hovedet.
“Jeg tror ikke, mit liv er så interessant, at nogen vil bruge tid på at overvåge det.”
Sidste etape på dagens gåtur er et såkaldt Pokéstop, hvor jeg generobrer nogle af de tabte bolde på skærmen. Det føles godt, men der er langt op til de 500 figurer, mange andre har indsamlet, og jeg er stadig ikke helt overbevist om konceptet. Kan det mon være en dille, der hurtigt driver over?
“Nix”, fastslår Emil Yung.
“Spillet udvikler sig løbende, så det bliver ved med at være sjovt med nye features og figurer. Pokémon Go er uden tvivl kommet for at blive,” fastslår han, da vi tager afsked.
Og hvem ved, måske får han ret. Da jeg kommer hjem, viser jeg app'en til min 7-årige søn. Han er ellevild, og begejstringen smitter. Jeg giver mig. Spillet er faktisk ret skægt, når man lige vænner sig til det.