Ny leder udpeget til PPR Syddjurs
De tidligere viceskoleleder på Rønde Skole Ann McCormick er udnævnt til ny leder af PPR Syddjurs
Efter længere tids søgen efter den rette person til stillingen som ny leder af PPR Syddjurs er tidligere viceskoleleder ved Rønde Skole Ann McCormick blevet ansat og starter i jobbet 16. februar.
Ann McCormick er uddannet folkeskolelærer cand. pæd. psyk. og har gennem fire år frem til 30. august 2014 været viceskoleleder på Rønde Skole.
Ann McCormick er en stærk profil
Formand for familie og institutionsudvalget Per Zeidler (LA) mener, at Syddjurs Kommune i Ann McCormick har fundet en kompetent leder for PPR.
”Det er en central stilling, der er med til at sikre, at kommunen yder den rette tværfaglige indsats for udsatte børn og unge. Det gælder især i forbindelse med inklusionen af børn i skoler og daginstitutioner. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået stillingen besat med en stærk profil med Ann McCormick,” siger Per Zeidler.
”Mange i Syddjurs skolevæsen vil kende Ann McCormick som en dygtig og dedikeret leder og kollega, som har store visioner indenfor børn og ungeområdet,” siger familiechef Christina Kaae Simonsen, Syddjurs Kommune.
Flere ansættelsesrunder
Stillingen som leder af PPR blev slået op, da den tidligere leder Jørgen Steen Hansen gik på pension.
Der har været bestræbelser på at få stillingen besat siden foråret 2014 og det er nu lykkedes.
Et intermezzo først i 2014 med en ny mand i stolen blev yderst kort. Stillingen blev slået op igen og der blev gennemført flere ansættelsesrunder.