"Folk forventer, at man ser godt ud"
Reality-legenden har været i hård træning op til tirsdagens værtsrolle på Reality Awards 2015
"Sidste år var det super sjovt med god stemning og masser af alkohol. Det er det vildeste awardshow, jeg har været til."
Sådan siger Sidney Lee om sidste års udgave af Reality Awards. Prisuddelingsshowet hvor danske reality-deltagere hylder hinanden.
Tirsdag aften står han selv på scenen i Cirkusbygningen som vært for showet sammen med Gustav Salinas og Anne Kejser, og det glæder mediefænomenet sig til:
"Jeg har været vært på forskellige ting et par gange før, blandt andet indenfor videospil, men aldrig til noget som det her. Jeg tror, det bliver sjovt, og jeg vil i hvert fald gøre alt for at give publikum en fed oplevelse," siger Sidney Lee, som selv håber - men ikke lover - han bliver en god vært.
Hjælp: Det kan gælde liv eller død
Det kulørte awardshow skal blandt andet hylde reality-deltagerne i kategorierne 'Årets bedste bryster', 'Årets brandert' og 'Årets bedste skandale'.
Priser må Sidney selv kigge langt efter ved årets show, men han ved godt, hvad han helst ville vinde, hvis det stod til ham selv:
"Hvis jeg selv skulle vinde en pris, kunne jeg forstille mig, det var som banebryder indenfor reality eller som kult-person/legende," griner Sidney, som udover diverse gæstebartender, dj-jobs og foredrag, har trænet hårdt fysisk på det seneste.
"Min træning går jeg meget op i for tiden. Jeg var kommet lidt ud af form, men nu har jeg tabt mig 10 kilo og er i super god form igen. Det tror jeg er vigtigt, når man er en offentlig person og er i den branche, jeg er i, hvor folk forventer, at man ser godt ud."
Du kan se "rød løber-billeder" og videoklip fra Reality Awards her på Lokalavisen.dk tirsdag aften.