Fortsæt til indhold

Mols-Linien tager endnu et skridt væk fra Ebeltoft

På nær særlige perioder stopper Mols-Linien med hverdagsafgange fra Ebeltoft til Odden

Samfund
Af Lars Norman Thomsen og Martin Schultz

Hverdagstrafikken mellem Ebeltoft og Odden er stort set skrevet ud af fartplanen, efter at Mols-Linien forleden meddelte, at selskabet nedlægger den ene tilbageværende afgang på hverdage.
I forvejen er sejladsen helt indstillet på ruten mellem nytår og 1. april på grund af serviceeftersyn på Mols-Liniens tre hurtigfærger.
Men nu er mange djurslændinges frygt for yderligere beskæringer blevet bekræftet. Ifølge Mols-Linien "dedikerer" man fremover Ebeltoft-Odden ruten til fritidsrejsende.
"Ebeltoft-Odden ruten er en attraktiv rejsevej i weekenderne, i helligdagsferierne og i sommerperioden, hvor der er stor efterspørgsel på billetterne. På hverdage forholder det sig dog lidt anderledes. Vi har testet en række forskellige afgangstidspunkter på Ebeltoft-ruten, men må konstatere, at på hverdage er efterspørgselen i stort omfang flyttet over på Aarhus-Odden ruten," siger adm. direktør i Mols-Linien, Søren Jespersen.

Ikke længere rentabelt

Det betyder, at der fra 1. april er afgange alle weekender mellem Ebeltoft og Odden.
Antallet af afgange tilpasses sæsonen, og i helligdagsferier som for eksempel påskeferien udvides fartplanen, så hurtigfærgerne sejler hver dag. Der vil også være daglige afgange i skolernes sommerferie.
Beskeden fra den adm. direktør Søren Jespersen til djurslændingene er klar.
"Til syvende og sidst er det vores gæsters rejsemønster, som bestemmer hvor og hvornår vi sejler. Derfor er der et specielt marked i "sommerhussæsonen", men uden for sæsonen er det desværre ikke længere rentabelt at besejle Ebeltoft-Odden ruten," siger Søren Jespersen.

Afdæmpet tale

Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) ærgrer sig og erkender, at hverdagsrutens ophør er endnu et slag mod infrastrukturen på Djursland.
"Men jeg har forståelse for, at det skal være en rentabel forretning at drive en færgerute mellem Ebeltoft og Odden. Tallenes tale kan ingen løbe fra," siger Claus Wistoft,
"Det er lidt den samme historie som kampen for den lille købmand på landet. Alle vil gerne beholde købmanden, men alt for få støtter ham og handler andre steder. Og så ender det med at købmanden lukker," siger Claus Wistoft, der ikke har et bud på om andre rederier kunne være interesseret i at besejle ruten.