Jeg vil være Formel 1-kører
På mindre end et halvt år har William Wulf fra Rungsted kørt sig op i den danske gokart-elite. Det har givet hans drømme nyt stort vingefang
“Mit mål er at køre Formel 1. Det er så sejt, at de tør køre så hurtigt”.
Svaret kommer med en racerkørers reaktionsevne fra ni-årige William Wulf fra Rungsted, da han bliver spurgt.
Han tøver heller ikke et sekund, når han får spørgsmålet om, hvornår det sker.
“Om 10 år skal jeg sidde i en Formel 1-racer”.
Williams øjne lyser op, og han taler med en ambitiøs stemmeføring, når snakken kredser om hans store passion: at køre gokart.
Han satte sig for første gang bag rattet i den lille racer i august sidste år efter et arrangement på sin skole, Rungsted private Realskole, og blev straks bidt af det.
Et par uger før jul stod han så øverst på sejrsskamlen med DM-guldet om halsen i aldersgruppen 5-12 år.
Det har i den grad sat turbo på hans motorsportsdrømme, og William har droppet både fodbold og hiphop-dans for at hellige sig gokart-træningen i Brøndby mindst tre gange om ugen plus løbene.
“Det er sjovt, og jeg kan virkelig godt lide fart,” fortæller William og tilføjer, at gokart-en skyder en fart på 60 km/t på den indendørs bane.
Rart at være god til det
Han var ikke regnet med blandt favoritterne ved DM-løbet og havde derfor ikke sat næsen op efter guldet - måske en tredjeplads var inden for rækkevidde.
“Jeg blev bare så glad - og det blev min træner også. Og så er det rart, at jeg føler, at jeg er god til det,” siger den ni-årige dreng fra Rungsted.
Hans far, Nicolas Wulf, kører troligt sønnen den lange vej til træning, og for Williams interesse og åbenlyse talent bag rattet blev der i julegave kvitteret med en gokart til 30.000 kroner. Sønnens helt store ønske.
Nicolas Wulf har indstillet sig på, at det er en dyr sport, og han ved godt, at det også er en farlig sport. Som dreng flirtede han selv lidt med gokart-race, men uden at vise samme talent som sønnen.
“William er virkelig god til at se åbningerne i løbet og overhale, ligeså snart chancen byder sig. Han klæber sig til modstanderens baghjul, og ved den mindste fejl, de laver, slår han til,” fortæller en stolt far, der trods mange års køreerfaring troede, at han sagtens kunne køre fra sønnen på gokart-banen. Men her blev han hurtigt sat på plads.
“Du kørte jo så dårligt, far,” kommer det fra William med en forklaring om, at han slet ikke fandt banens ideallinje.
Fed far-søn ting
Sønnens hårde bedømmelse slår ikke Nicolas Wulf ud af den. Han er bare glad for, at han har fået denne her helt specielle ting med sin dreng.
“Som far er det jo det fedeste at have noget til fælles med sin søn og en interesse, som vi kan være sammen om,” siger Nicolas Wulf.
“Det helt afgørende og meget svære ved at køre gokart er at ramme det rigtige bremsepunkt før svingene. Du må hverken bremse for tidligt eller for sent,” forklarer far og søn.
Williams store idol er Lewis Hamilton - og selv om hans livsdrøm er at følge i verdensmesterens og danske Kevin Magnussens hjulspor, så er han lige nu fuld fokuseret på at nå under 31 sekunder på den 360 meter lange gokart-bane.
Hans bedste tid er 31,6 sekunder.
Det kræver fuld koncentration og overblik at være gokart-kører, og Williams far kan mærke, hvordan hans træning har haft positiv indvirkning i skolen, hvor han nu både er blevet bedre til at koncentrere sig og følge med.
Nervøs mor bakker op
Williams mor, Benedikte, og lillesøsteren på fire år holder sig lidt i baggrunden og lader det være en far-søn ting.
“Ja, jeg holder mig lidt væk. Det er lidt voldsomt, og jeg kan også blive lidt bange. Men jeg kan se hans glæde ved det. Derfor er det vigtigt, at han ikke holdes tilbage på grund af min frygt,” fortæller Benedikte Wulf.
Hun kan også godt forstå, at det her er en drengedrøm. for William. Og selv om hun er hans mor, kan hun kan godt se, at han er talentfuld.
I den kommende sæson har William fået plads på team F A Competition og skal blandt andet til Holland at køre grand prix.