Fortsæt til indhold

Katedralers (rådhuses) symbolværdi

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

" "Byrådet overser totalt, den store symbolværdi, sammenhængskraft, tilhørsforhold og placeringen af et rådhus har for borgerne," skrev en læser søndag i et debatindlæg på syddjurs.lokalavisen.dk til den igangværende debat om det rigtige eller forkerte i at placere Borgerservice på rådhuset i Ebeltoft.
Den pågældende læser rammer noget helt centralt. For mange i den ældre generation, der har gjort kommunesammenlægningerne i starten af 70’erne med, rummer de gamle rådhuse en historie. De gamle huse er nærmest at sammenligne med katedraler og med stor symbolværdi.
Modreaktionen til Globalisering, Centralisering, Urbanisering, og Konkurrencestaten er nærheden, det nære samfund, den by, hvor man bor.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så prøv at klikke ind på diverse hjemmesider for de enkelte byer i Syddjurs - her er det Livets gang i Lidenlund, der debatteres og kommenteres, og det er der bestemt ikke noget negativt i - tværtimod.
Statsministeren har også fanget tendensen. Hendes lancering i nytårstalen: "Vi skal bevare det Danmark, vi kender," er selvfølgelig ikke tilfældig.
En politisk beslutning om at skære antallet af rådhuse ned fra 4 til 2 og samle Borgerservice i Ebeltoft kolliderer netop med nærheden, og så kommer reaktionen fra de borgere, der bor længst væk fra det nye rådhuscentrum.
Følelserne kommer især i kog hos den ældre del af befolkningen, mens de lidt yngre, der er digitialiserede fra morgen til aften, ikke gider løfte så meget som et øjenbryn.
Beslutningen om at samle Borgerservice ét sted er det vanskeligt at kritisere, fordi tiden arbejder for, at det er den rigtige løsning, og at man om føje år vil undre sig over, hvorfor beslutningen dog fremkaldte sådan en overophedet debat.
Lakmusprøven på den korte bane bliver for politikerne at følge overgangen med tættekam. Det er ikke medarbejderne på Borgerservice som skal stå for skud. Det er naturligvis, de politikere som har sagt god for det rigtige i at samle Borgerservice i Ebeltoft med henvisning til, at borgernes behov for at møde fysisk op på rådhuset fortsat vil være for nedadgående og snart være helt fortid.
Socialdemokratiet har været ude og foreslå alternative løsninger, men det kan undre, at partiet først fremturer nu og ikke gjorde det under budgetdebatten i efteråret 2014.
At partiet på sidste byrådsmøde før jul endog forsøgte at få sagen genåbnet, så den kunne diskuteres på ny uden at have de to Ebeltoft-socialdemokraters accept viser igen-igen, at Socialdemokratiet fortsat har meget langt igen, før partiet atter er et troværdigt og dueligt borgmesterparti."