Kommunen snupper opsparet hjælp fra spastiker

I fem år har den spastisk lammede Henrik Hamann Nielsen været begunstiget med en såkaldt ledsagerordning fra Esbjerg Kommune.
En ordning, hvor han 15 timer om måneden kan få hjælp og støtte til eksempelvis at komme i svømmehallen, så hans muskler kan slappe af i varmtvands-bassinet. Eller til at få hjælp med sin bagage og billetkøb, når han skal med toget til Nordjylland for at besøge sin familie.
Den ordning har kommunen nu fundet ud af, at Henrik ikke længere skal have, da man har fundet ud af, at der er ændret praksis på området, således, at hvis man kan “færdes i nærmiljøet”, så skal vedkommende ikke have denne ordning.

Handicap er uændret

Henrik Hamman Nielsen kan godt færdes i nærmiljøet. Fordi han kæmper. Ligesom han har kæmpet sig til en handelsskoleeksamen, en uddannelse som salgsassistent i Bilka, og ligesom han kæmper sig til gå ud til Bilka fra midtbyen, når han ikke kan komme med bussen af den ene eller anden grund. Det gør Henrik, fordi han ønsker at kunne selv. Men at gå på et vådt svømmehalsgulv med en hjerneskade og en nedsat finmotorik, det kan han altså ikke. Selv om han hjertens gerne ville.
“Så jeg forstår ikke, at de bare fra den ene dag til den anden kan tage ordningen. Og jeg synes ikke, at de kan være bekendt fra den ene dag til den anden at tage de 70 ledsagertimer, som jeg siden september har opsparet,” fortæller Henrik og hentyder til, at kommunen i sidste uge ikke blot tog ledsagerordningen fra ham, men også tog de timer, som han havde opsparet, mens han var bevilget ordningen.
“Mit handicap er jo helt uændret, så jeg forstår det ikke. Det er som om, man skal straffes for at klare sig selv. Jeg går også til dig med det her, fordi der måske er andre, som ikke har kræfterne til at tage sådan en kamp. Jeg ved det ikke, jeg synes bare ikke, det er rimeligt. Jeg skulle på ferie i uge 4, hvor jeg sammen med en ledsager kunne komme i badeland hver dag og stå lidt på ski og kælke, og nu tager de mine timer fra den ene dag til den anden,” siger Henrik, der tydeligvis ikke er på jagt efter medlidenhed, men efter fairness.
“Jeg er ærgerlig over, at de tager min ledsagerordning. Og jeg er rigtig vred over, at de tager mine opsparede timer. Kunne de ikke have ventet med det? Jeg havde ikke regnet med denne afgørelse, for mit handicap er jo uændret. Men når jeg vender blikket væk fra mig selv, er jeg faktisk rigtig ked af, at man behandler folk sådan. At man bare sådan trækker tæppet væk under folk.”