Fortsæt til indhold

Fra livlig biograf til grim øjebæ

Graffiti, smadrede vinduer og en ødelagt dør. Nu bliver Stenløse Bio “lukket ned”

Samfund
Kenneth Tanzer

Engang blev Stenløse Bio besøgt af filmelskere.
I dag er det tilsyneladende mest hærværksmænd og indbrudstyve, som tager et smut forbi den lukkede biograf-bygning på Frederikssundsvejen.
Nu har ejeren af Stenløse Bio, Kaj Holm, fået nok af graffiti, smadrede vinduer og en ødelagt dør.
“Vi har haft fire-fem episoder med hærværk og indbrud. Nu gider jeg ikke mere, så vi lukker snart bygningen ned og sætter plader for samtlige vinduer og døre. Det bliver ikke noget kønt syn, men det er åbenbart nødvendigt, for vi kan ikke leve med flere hærværks-episoder eller fugt i bygningen. Det er bare ærgerligt og trist, at folk ikke kan holde fingrene væk. Jeg har meget svært ved at forstå, hvad man får ud af at ødelægge en bygning, men dagens unge mennesker må åbanbart kede sig” siger Kaj Holm, som påstår, at han kender til gerningsmanden.
“Jeg har fået et anonymt tip. Det skulle være en skoleelev, der står bag det her. Om andre også er indblandet, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Nu vil jeg i første omgang tage kontakt til hans forældre, og så kan politiet blive bragt på banen,” siger ejeren af den 56 år gamle biograf-bygning.

Vil stadig åbne biografen

Han understreger, at han står med ansvaret for at vedligeholde biogragfen.
“Netop derfor tager jeg dette skridt og sikrer biografen mod hærværk og indbrud. Jeg kan konstatere, at der har været nogle inde i selve biografen, men gulvet er pillet af, så de kan ikke ødelægge noget indenfor,” siger Kaj Holm.
Som Lokalavisen Egedal tidligere har beskrevet, så har der gennem flere måneder været stille om Kaj Holms biograf-projekt med to sale, digitale lærreder og en mindre tilbygning, men ejeren fastholder planerne om at genåbne Stenløse Bio.
“Det er stadig min intention. Hvis jeg ikke ville noget med biografen, så havde jeg ikke købt den, men der er flere overvejelser at tage. Bygningen er eksempelvis i så dårlig stand, at det bedre kan betale sig at opføre en ny biograf end at renovere den nuværende bygning,” siger han.

Der er flere smadrede ruder i Stenløses gamle biograf-bygning. Her ses de tre store ruder ud til Frederikssundsvej.
Døren ud til brandtrappen på taget af Stenløse er flere gange blevet ødelagt.
Graffiti-hærværk skinner også tydeligt igennem på Stenløses biograf.