Furesø-virksomhed får stor ordre i Nigeria
MyAdvizor fra Værløse skal bygge fremtidens gård og mejeri i Nigeria
Det rådgivende ingeniørfirma MyAdvizor A/S, der har adresse på Lejrvej i Værløse, har netop indgået en aftale med en indflydelsesrig nigeriansk kunde om udviklingen af fremtidens gård og mejeri i udkanten af Abuja, der er hovedstaden i Nigeria.
Projektet skal blandt andet fremstå som inspiration for landbrugets muligheder i Nigeria, og ifølge Søren Bollerup Hansen, der er ejer og direktør i MyAdvizor, ønsker kunden, der er en central person i Nigeria, at den planlagte gård og mejeri skal fremstå som en showcase - ikke bare for de nigerianske landmænd men også som en inspiration for landmænd i hele den vestlige del af Afrika.
“Kunden er bekendt med kvaliteten af danske fødevarer og den lange tradition som Danmark har inden for produktionen af mælkeprodukter af høj kvalitet. På den baggrund har kunden henvendt sig til MyAdvizor A/S i Værløse, som har specialiseret sig i udviklingen af gårde og mejerier uden for Danmarks grænser baseret på dansk knowhow og danske traditioner”, skriver det lokale firma i en pressemeddelelse.
Inden for landets grænser leverer MyAdvizor bygherrerådgivningsydelser samt projektledelse af procestunge komplekse projekter. Med en befolkning på små 180 millioner og en forventet økonomisk vækst i 2015 på syv procent er Nigeria Afrikas største økonomi. Til sammenligning er den Nigerianske økonomi cirka 40 procent større end den Sydafrikanske.
På baggrund af igangværende forhandlinger forventer MyAdvizor at indgå endnu en aftale i Nigeria i løbet af de kommende uger.