Netto-pigen Louise takker af - kunder kommer med gaver
Ved bare at være sig selv har 25-årige Louise Lund Nilsson fået stor kredit hos Netto-kunderne i Hovedgaden i Hørsholm
Med sit smil, sin umiddelbare venlighed og sødme er 25-årige Louise Lund Nilsson, Kokkedal, blevet en kendt Netto-pige i supermarkedets forretning i Hovedgaden.
De fleste af kunderne er på fornavn med hende, og sidste år var
hun med i kapløbet om at blive Danmarks sødeste Netto-pige i en kåring hos ugebladet Hjemmet.
Men nu slutter Netto-eventyret for den serviceminded unge kassedame, der fredag den 30. januar har sidste arbejdsdag i supermarkedskæden.
Og det er med både vemod, at Louise nu siger farvel til Netto i Hovedgaden og alle de søde kunder, hun har lært at kende gennem de sidste fire år.
“Det bliver hårdt at sige farvel. Og jeg vil gerne sige en stor tak til alle mine kunder, fordi de har været med til at gøre min hverdag noget specielt,” siger den 25-årige kvinde.
I lære hos Skincare
At hun er et populært og vellidt ansigt i den lokale Netto får Ugebladet understreger under interviewet, da en kunde giver en gave; en bog om fletninger, da Louise har en fletning i sin frisure.
En anden kunde bryder også ind.
“Hun er det sødeste og venligste, jeg kender, og det er så skønt at møde sådan et menneske i sin dagligdag,” siger kunden.
Med den opbakning kunne det være besnærede for Louise Lund Nilsson at blive i Netto, men hun har fået en elevplads hos Clever Skincare i Hørsholm ved Inez Krieger. Her skal hun uddanne sig til kosmetiker.
“Da jeg i sommer satte studenterhuen på min søster, besluttede jeg mig for, at jeg også ville have en uddannelse. Inez, som også er kunden hos mig i Netto, tilbød mig en elevplads,” fortæller Louise Lund Nilsson, der glæder sig meget til de nye udfordringer.
Opskriften bag at blive kundernes favorit-kassedame er for Louise ikke den store hokus-pokus.
“Jeg har bare været mig selv, og jeg er bare glad for, hvis jeg kan gøre en forskel,” fastslår hun.