Kommune indkvarterer flygtninge på pub
Lyngby-Taarbæk Kommune har svært ved at finde boliger til de nyankomne flygtninge. Derfor bliver der taget utraditionelle midler i brug
Nyankomne flygtninge til Lyngby-Taarbæk Kommune bliver indkvarteret på Postpubben på Lyngby Hovedgade, som foruden at huse en restaurant, værtshus og spillehal også har værelser til udlejning på daglig basis eller til længerevarende ophold. Og her har Lyngby-Taarbæk Kommune lejet sig ind for at få plads til nogle af de ekstraordinært mange flygtninge, der siden sidste år er kommet til Danmark.
I lighed med mange andre kommuner er der massivt pres på den almene boligsektor i Lyngby-Taarbæk, og det har derfor ikke været muligt for kommunen at finde ledige boliger til alle de nyankomne flygtninge. I stedet har kommunen tjekket 12 af dem ind på Postgårdens Hotel, der er den egentlige betegnelse på de hotelværelser og lejligheder, der ligger ovenover Postpubben.
Ifølge den kommunale forvaltning, der har ansvaret for at skaffe husly til flygtningene, er indkvarteringen på Postpubben kun midlertidig.
"De skal helst opholde sig der så kort tid som muligt, men det afhænger af, hvornår de kan tilbydes en anden bolig. De fleste er over 25 år, og forventningen er, at de højst skal bo på Postpubben i tre-fire måneder. De vil blive flyttet til de kommunale indkvarteringsboliger, når der er plads. De flygtninge, der er under 25 år får en lavere forsørgelsesydelse, hvorfor det er disse, der flyttes først," oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune til Det Grønne Område.