Fortsæt til indhold

Ny sti snor sig i jægernes skudlinje

Ornitolog Kaj Erik Nielsen, Hørsholm, advarer nu folk mod at komme på skudhold i det lokale naturområde, Ellesumpen

Samfund
Morten Timm

En tur ad Hørsholm Kommunes nyanlagte træsti, der snor sig gennem Ellesumpen ved Sjælsø, havde nær skræmt livet af en gruppe lokale ornitologer, der mellem jul og nytår var ude på vandretur.
For pludselig affyrede to jægere skud mod noget råvildt, der befandt sig i Ellesumpens bevoksning. Dyrene gik langs træstien, der er fastskruet på pæle, og jægernes sigtekorn havde derfor retning lige mod stien, hvor gruppen netop havde passeret.
Oplevelsen får nu Hørsholm-ornitolog Kaj Erik Nielsen til at advare andre om at være ekstra opmærksomme, når de færdes i området.

Frygter ulykke

“Vi kom til føle os utrygge, og vi snakkede bagefter om, hvor farligt det her faktisk er,” siger Kaj Erik Nielsen.
Han understreger, at han ikke har noget imod jagt og jægere, men han frygter, at der kan ske en ulykke, hvor en jæger uagtsomt kan ramme de formentlig mange mennesker, som fremover vil færdes på den nye sti.
“Den er måske god for mennesker, men den gavner ikke dyrelivet. Den høje træsti gør det for eksempel svært for rådyrene at springe over - og samtidig er den så bred, at de kan lande på midten af den med risiko for at brække deres ben. Derfor går dyrene langs træstien og er samtidig nemmere at komme på skudhold af for jægerne,” vurderer Kaj Erik Nielsen.

Hold øjnene åbne

Netop den tætte bevoksning i Ellesumpen gør det attraktivt for råvildtet at gemme sig, og ornitologerne bemærkede rigtig mange råvildt-spor i sneen, da de var ude den 30. december.
“Udover min advarsel vil jeg opfordre almindelig folk til at holde deres øjne åbne, når de færdes der. Samtidig vil jeg opfordrer jagtfolket til at sætte skilte op,” siger Kaj Erik Nielsen, der ikke fik henvendt sig til de to jægere og derfor ikke ved, hvem der har jagtretten på arealet.
Heldigvis slutter rådyrjagten den 1. februar, men til maj indledes bukkejagten.

Pas på musvågen

Undgår du jægernes sigtekorn, kan der vente en ubehagelig overraskelse fra luften. Kaj Erik Nielsen har nemlig spottet en stor musvåge-rede i en trætop. Og de kan godt vise sig aggressive i ynglesæsonen.
“Enten forlader de området, fordi de føler sig forstyrret, eller så er der måske nogle mennesker, der får sig et par ridser i hovedbunden,” advarer ornitologen fra Hørsholm.