Fortsæt til indhold

“Vi konkurrerer kun mod Bilkas delikatesse”

Bygherre undrer sig over underskriftsindsamling på mere end 7.000 styk

Samfund
Jens Berg Thomsen

"Det er: 'Ulven kommer.'"
Sådan lyder reaktionen fra projektdirektør Ulrik Bebe om den underskriftindsamling, der har samlet mere end 7.000 protester ind mod det kommende Hillerød Storcenter.
De mange borgere har alle skrevet under på, at der ikke skal være dagligvarer i Hillerød Storcenter.
"Protesterne mod torvehaller dagligvarer undrer mig," siger Ulrik Bebe.
"Vi kommer til at omsætte for 50-60 millioner i torvehallerne. Og halvdelen af det beløb kommer fra bespisning fra tapasbar og restaurant. Det eneste, vi reelt kommer til at konkurrere med i torvehallerne, er Bilkas delikatesse. Man skal huske på, at omsætningen på dagligvarer i hele Hillerød er på halvanden mia. kroner. Så det er: 'Ulven kommer'," siger han.
42 procent af borgerne i Hillerød var - ifølge en undersøgelse fra Epinion, som bygherre M. Goldschmidt fik foretaget sidste år - positive over for torvehallerne. 31 procent sagde direkte nej, mens 18 procent ikke var positive i "nævneværdig grad", mens ni procent ikke vidste.
"Jeg mener, at Hillerød Shoppings underskriftindsamling er meget farvet. Vores meningsmåling viser, at der mindst er lige så mange, der er for torvehalsideen," siger Ulrik Bebe.